Warszawa, 02/06/2025 - 20:39
Tusk vil have tillidsafstemning efter nederlag ved Polens valg
Polens premierminister udtrykker håb om, at hans regering vil kunne arbejde sammen med den kommende præsident.
Kacper Pempel/Reuters
Af: /ritzau/Reuters
Polens premierminister, Donald Tusk, vil inden længe fremsætte en tillidsafstemning i det polske parlament om sin koalitionsregering.
Det siger han mandag i en tale på polsk tv.
Afstemningen skal vise, om han og hans regering fortsat har opbakning til at lede landet.
Tusks partifælle Rafal Trzaskowski led et knebent nederlag til den nationalkonservative kandidat Karol Nawrocki ved søndagens præsidentvalg.
I talen udtrykker Tusk håb om, at hans regering vil kunne arbejde sammen med Nawrocki.
Der var meget tæt løb mellem de to præsidentkandidater, men da alle stemmer var talt op i de tidlige morgentimer mandag, viste resultatet, at den 42-årige Nawrocki havde vundet valget med 50,9 procent af stemmerne.
Dermed afløser Nawrocki den siddende præsident, Andrzej Duda.
Begge mænd er støttet af det konservative Lov- og Retfærdighedspartiet (PiS), som sad på regeringsmagten i otte år frem til 2023.
Nawrocki går ind for en strammere kurs, når det gælder støtte til nabolandet Ukraine.
Han har udtrykt beundring for den amerikanske præsident, Donald Trump, som han har besøgt i Det Hvide Hus.
/ritzau/