Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 01/03/2026 - 22:46

Avisledere ser iranere gå uvis fremtid i møde efter Khamenei-drab

Irans øverste leder blev lørdag dræbt i et israelsk-amerikansk angreb mod Iran.

Arif Kartono/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Det er glædeligt, at Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, er blevet dræbt, men samtidig balancerer Iran og resten af Mellemøsten på randen af kaos.

Sådan lyder det i en leder hos Politiken søndag - dagen efter at USA og Israel angreb Iran.

- Bare at bombe Iran tilbage til stenalderen og håbe, at det på en eller anden måde så ender med et liberalt demokrati synes ikke synderligt realistisk. Vestens erfaringer med at bombe sig til regimeskifte i Mellemøsten er historisk mildt sagt ikke gode.

Derudover bemærkes det, at det langt fra er sikkert, at landets præstestyre bliver væltet.

Nogenlunde samme toner ses i Jyllands-Postens leder i mandagens avis, hvor det lyder, at fremtiden for iranerne er uafklaret.

- For efter bomberne kommer næste fase, hvor et helt samfund skal genstartes. En "stunde nul". Vestens succesrate med at assistere med den slags har mildest talt ikke været imponerende høj i Mellemøsten og omegn, skriver kronik- og debatredaktør Henrik Højgaard Sejerkilde.

Israel indledte i samarbejde med USA lørdag morgen et storstilet luftangreb på Iran. Senere blev det bekræftet på iransk stats-tv, at Khamenei var blevet dræbt i et angreb.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek