Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Herning, 22/06/2026 - 16:22

Fire nye anholdelser efter skyderi og brande i Herning og Ikast

Mænd fra Thy, Mors og Fredericia er anholdt i forbindelse med forbrydelser begået 17. maj.

Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

I forbindelse med et voldsomt opgør i maj i Ikast og Herning har politiet foretaget fire nye anholdelser.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi mandag.

De fire, der er mænd i alderen 18 til 22 år, har været for en dommer i Retten i Herning. Dommeren har valgt at varetægtsfængsle dem.

Sigtelserne drejer sig om to påsatte brande og om et skyderi. De fire mistænkes for medvirken, oplyser politiet.

De nægter sig skyldige og har kæret dommerens beslutning om at fængsle dem. Det betyder, at Vestre Landsret også skal tage stilling til fængslingen.

Skuddene blev affyret mod en lejlighed i Brændgårdsparken den 17. maj om aftenen.

Samme dag opstod der også to brande i Ikast. I det ene tilfælde kom en 68-årig kvinde til skade ved en brand i en lejlighed på Strøget i Ikast. Hun blev fløjet til behandling på Rigshospitalet, har Herning Folkeblad tidligere oplyst.

De fire netop anholdte er ikke fra lokalområdet. De er fra Thy, Mors og Fredericia, oplyser politikredsen.

Grundlovsforhøret foregik for lukkede døre.

Inden dørene blev lukket, blev sigtelsen læst højt. De fire er sigtet for medvirken til branden i lejligheden i Ikast og for at have medvirket, da der blev affyret to skud mod lejligheden på Brændgårdsparken.

Det er tidligere kommet frem, at hændelserne i Ikast og Herning i maj formentlig har relation til en konflikt mellem to grupperinger, der af politiet er blevet døbt Øst-Gruppen og Nord-Gruppen.

I forbindelse med konflikterne oprettede Midt- og Vestjyllands Politi visitationszoner i Herning.

Tirsdag i sidste uge blev visitationszonerne ophævet.

- Vi vurderer bestemt, at zonerne har haft den ønskede effekt. De har medvirket til at dæmpe konflikten og skabe tryghed i de berørte områder, sagde Hans Roost, der er linjechef for central efterforskning i Midt- og Vestjyllands Politi, tirsdag.

I samme anledning oplyste politiet, at 14 personer sad fængslet i sager, der menes at have forbindelse til konflikten.

Det blev også oplyst, at der er kommet "ro på" konflikten.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek