Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Beirut, 28/06/2026 - 13:13

Israelsk soldat meldes dræbt i kamp mod Hizbollah i Libanon

Trods ny aftale, der skal føre til fred i Libanon, fortsætter kampene mellem israelske soldater og Hizbollah.

Af: /ritzau/

En israelsk soldat er natten til søndag blevet dræbt i kamp i det sydlige Libanon.

Soldaten - den 21-årige kaptajn David Hazutt - blev dræbt, da han og hans kolleger stødte på et medlem af Hizbollah i en bygning i det sydlige Libanon.

Det meddeler Israels militær i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet AFP.

Sammenstødet fandt sted i kommunen Deir Seryan.

En anden soldat blev såret ved episoden, som udspillede sig, to dage efter at Libanon og Israel indgik en aftale, der skal føre til fred mellem de to lande.

Hizbollah mener dog ikke, at aftalen er noget værd. Det sagde militsens leder, Naim Qassem, lørdag.

- Denne aftale er ugyldig, konstaterede han.

Med indgåelsen af aftalen har Libanons regering begået en "alvorlig fejl", der "legitimerer" Israels besættelse af landet, lød det fra Qassem ifølge AFP.

I stedet bør våbenhvileaftalen, som Iran og USA blev enige om midt i juni, omfatte konflikten i Libanon.

Libanon blev trukket ind i konflikten i Mellemøsten 2. marts, da Hizbollah begyndte at affyre raketter mod Israel.

Det skete som svar på USA's og Israels drab på Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei.

Hizbollah er nær allieret med - og finansieret af - Iran.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek