Boulder, 03/06/2025 - 23:10
USA vil deportere familie til mistænkt for angreb på demonstration
Familien til mand anklaget for hadforbrydelse kan blive deporteret allerede tirsdag ifølge Det Hvide Hus.
David Zalubowski/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Familien til den 45-årige mand, som er mistænkt for et angreb på en proisraelsk demonstration i Boulder i Colorado, er blevet tilbageholdt af de amerikanske immigrationsmyndigheder.
Det oplyser Kristi Noem, som er amerikansk minister for indenrigssikkerhed, ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Ifølge ministeren vil myndighederne undersøge, om familien havde kendskab til angrebet. Den 45-årige, som hedder Mohamed Sabry Soliman, har selv sagt, at han handlede alene.
Det samme er det amerikanske politis vurdering.
I et opslag på sine sociale medier skriver Kristi Noem, at familien ikke opholder sig lovligt i USA.
Det Hvide Hus skriver ligeledes om sagen på de sociale medier. Her lyder det, at familien til den 45-årige muligvis allerede kan blive deporteret tirsdag.
45-årige Soliman, som boede sammen med sin kone og fem børn i Colorado Springs, stammer fra Egypten.
12 mennesker kom til skade ved angrebet, som fandt sted søndag ifølge nyhedsbureauet AFP.
Ifølge Reuters var mange af de tilskadekomne ældre mennesker.
Demonstrationen var en gruppe, der demonstrerede for at skabe opmærksomhed om de israelske gidsler i Gazastriben.
Soliman menes at have kastet to tændte molotovcocktails mod demonstrationen.
Efterfølgende er den 45-årige blevet sigtet for blandt andet drabsforsøg og for at have begået en hadforbrydelse.
Ifølge en politierklæring har den 45-årige mand oplyst til politiet, at han tog våbentræning, men at han endte med at beslutte sig for at bruge molotovcocktails i stedet.
Det skyldtes angiveligt, at han ikke kunne købe et våben, da han ikke er amerikansk statsborger.
/ritzau/