Paris, 21/05/2026 - 17:09
14 trappetrin fra Eiffeltårnet solgt for 3,4 millioner kroner
Et stykke trappe, der tidligere har ført turister op til toppen af Eiffeltårnet, er blevet solgt på auktion.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En 14-trins trappesektion fra den originale trappe i Eiffeltårnet er torsdag blevet solgt for 450.000 euro, svarende til 3,4 millioner kroner, på en auktion i Paris.
Det skriver Reuters.
Køberen, der var til stede i salen under auktionen, blev ejer af trappedelen, der måler 2,7 meter i højden og vejer 1,4 ton.
Trappen stammer fra 1889, hvor tårnet, der er placeret centralt i den franske hovedstad, stod færdigt.
For mere end fire årtier siden blev i alt 526 trin af trappen skåret i mindre sektioner, solgt og erstattet af elevatorer, der nu transporterer besøgende til Eiffeltårnets højeste udkigspost.
I 2016 blev en anden sektion af trappen solgt til en asiatisk køber. Ved det hammerslag indbragte 14 trappetrin 523.800 euro, hvilket svarede til 3,9 millioner kroner.
/ritzau/




