Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 30/06/2026 - 18:00

OVERBLIK: Trump har stjålet fokus ved 250-års fest i Washington D.C.

Oprindelig arrangør blev skubbet til side, da ny organisation tog styringen over jubilæum i Washington D.C.

Evan Vucci/Reuters

Af: /ritzau/

Allerede inden USA's uafhængighedsdag 4. juli stod det klart, at mærkedagen vil blive mindre samlende i Washington D.C. end normalt.

Arrangementer op til mærkedagen er blevet ramt af aflysninger, og organisationen bag dem - Freedom 250 - er blevet beskyldt for at være politisk og ugennemsigtig.

Derudover har præsident Donald Trump ifølge kritikere fået fejringen til at handle mere om sig selv end om USA.

Her kan du læse om striden om fejringen af USA's 250-års jubilæum:

* For ti år siden - i 2016 - besluttede USA's kongres på tværs af Demokraterne og Republikanerne at etablere nonprofitorganisationen America250, der skulle koordinere fejringen af USA's 250-års jubilæum.

* America250 skulle stå i spidsen for arrangementer på tværs af USA.

* America250 har blandt andet planlagt en koncert i Los Angeles, hjulpet med at koordinere lokale markeringer af uafhængighedsdagen, indsamlet kulturelle bidrag fra alle amerikanske stater og territorier og har afholdt en essaykonkurrence for studerende.

* America250 har dog ikke spillet en rolle i den officielle fejring af 250-årsdagen i USA's forbundshovedstad, Washington D.C.

* Efter at Donald Trump var blevet indsat som USA's præsident i 2025, og der opstod uenigheder mellem hans administration og America250, oprettede Trump-administrationen det offentligt-private partnerskab Freedom 250.

Det skulle stå for officielle arrangementer relateret til 250-årsjubilæet.

* Freedom 250 har op til 4. juli arrangeret Great American State Fair, som omfatter 150 udstillinger, der skal repræsentere alle USA's stater og territorier. Det foregår over mere end to uger på National Mall i Washington D.C.

* Derudover har Freedom 250 arrangeret den officielle fejring i Washington D.C. på uafhængighedsdagen, hvor der er koncerter, taler og fyrværkeri, samt Freedom Trucks, som er mobile historiske museer, der kører på tværs af USA.

* Freedom 250 er blevet kritiseret for manglende gennemsigtighed i forhold til, hvordan organisationens aktiviteter bliver finansieret.

* Nogle kritikere har sat spørgsmålstegn ved, hvorfor Freedom 250 - og ikke America250 - fik størstedelen af de 150 millioner dollar, som Kongressen i 2025 afsatte til jubilæumsarrangementerne.

* En stribe kunstnere, som skulle have optrådt ved Great American State Fair i ugerne op til uafhængighedsdagen, meldte afbud i slutningen af maj. Det drejede sig om blandt andre om rapperen Young MC, sangeren Morris Day og soulgruppen the Commodores. Flere af dem gav udtryk for, at de var blevet vildledt om arrangementets politiske tilhørsforhold.

* Freedom250 afviste, at dets arrangementer er politiske.

* Donald Trump reagerede ved at meddele, at han ville droppe jubilæumskoncerterne og i stedet holde et kampagnemøde på National Mall i Washington D.C. 24. juni for at fejre USA's 250-års fødselsdag. Det endte med blive en politisk tale, som ifølge flere medier havde mere fokus på Trumps egen betydning for USA end på USA's uafhængighed og grundlæggelse.

Trump vil desuden 4. juli holde et vælgermøde, et såkaldt rally, på National Mall.

* Mens Freedom 250 står for de officielle arrangementer på National Mall, som løber mellem kongresbygningen og Washington-monumentet i Washington D.C., står byens museer og National Archive for deres egne arrangementer.

* Derudover står storbyer på tværs af USA - herunder New York og Philadelphia - for deres egne jubilæumsfester.

Kilder: New York Times, CNN, Freedom 250, America250.

RITZAU

TjekDet - faktatjek