Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Oslo, 22/04/2024 - 10:33

Kong Harald møder chefer fra Norges forsvar på første arbejdsdag

Norges konge har holdt pause fra pligterne, siden han i februar blev syg under en ferie i Malaysia.

Sergei Gapon/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Efter næsten to måneders sygemelding vender Norges kong Harald mandag tilbage til pligterne.

Den første arbejdsdag efter kongens sygemelding byder på tre audienser med højtstående personer fra Norges forsvar.

Det fremgår af kongens officielle program på kongehusets hjemmeside.

Første punkt på programmet er klokken 11.30, hvor kongen tager imod Norges forsvarschef, Eirik Kristoffersen.

En time senere skal chef for Norges Brigade Nord Terje Bruøygard i audiens hos kong Harald.

Og klokken 12.45 skal næstkommanderende i Forsvarsstaben Bjørn-Erik Marthinsen møde hos kongen.

Kong Harald blev syg under en ferie i Malaysia i slutningen af februar.

Han blev transporteret hjem til Norge med et ambulancefly og fik inden hjemrejsen indopereret en midlertidig pacemaker.

Efter hjemkomsten til Norge blev kongen indlagt på Rikshospitalet i Norges hovedstad, Oslo. Her fik han indopereret en blivende pacemaker.

En pacemaker er en lille elektronisk enhed, der normaliserer hjerterytmen hos personer, som typisk har for lav hjertefrekvens.

Kong Harald er 87 år og har de seneste år flere gange været ramt af sygdom, som har krævet hospitalsbehandling.

I marts udsendte kongen og hans hustru, dronning Sonja, en pressemeddelelse, hvor de takkede den norske befolkning for opmærksomheden i forbindelse med kongens sygdom.

- Vi føler et stort behov for at takke for al omsorg, hjælp og støtte, i forbindelse med at kongen blev syg på vores ferie i Malaysia.

- Vi har mærket varmen strømme fra det norske folk i denne tid. Det store engagement har rørt og styrket os. Tusind tak til alle for den omsorg, som I har vist os i familien, lød det fra kongeparret.

Kong Harald har siddet på tronen siden 1991. Han og dronning Sonja har to børn, kronprins Haakon og prinsesse Märtha Louise.

Under kongens sygemelding har kronprins Haakon overtaget hans opgaver.

Kronprinsen er også tilstede, når kong Harald tager imod forsvarschefen ved audiensen på det norske kongeslot mandag klokken 11.30.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek