Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 13/02/2024 - 12:40

Kræftsyg Svennis får sin store Liverpool-drøm opfyldt

Sven-Göran Eriksson skal i en velgørenhedskamp stå i spidsen for Liverpool, hvilket altid har været hans drøm.

Suhaib Salem/Reuters

Af: /ritzau/

Sven-Göran "Svennis" Eriksson har for nylig fortalt, at han altid har drømt om at være træner for Liverpool, og nu får han sin drøm opfyldt.

Den engelske klub har således udnævnt den uhelbredeligt kræftsyge svensker som træner for et hold af klublegender, der skal spille en velgørenhedskamp mod Ajax.

Det oplyser klubben på sin hjemmeside tirsdag.

Sven-Göran Eriksson skal dele trænertjansen med Liverpool-ikonerne Ian Rush, John Barnes og John Aldridge.

Den 76-årige svensker er ramt af kræft i bugspytkirtlen og fortalte i januar til Sveriges Radio, at han i bedste fald har et år tilbage at leve i.

Til engelske Sky News har han siden fortalt om sin kærlighed til Liverpool.

- Min far er stadig i live og er stadig Liverpool-fan, og jeg er også Liverpool-fan. Det har jeg altid været. Så jeg har altid ønsket at være manager for Liverpool, men det vil med sikkerhed ikke ske nu, lød det fra Sven-Göran Eriksson.

Det gør det så alligevel, omend der ikke er tale om en kamp med point på spil.

Velgørenhedskampen i Liverpool er en årligt tilbagevendende begivenhed, hvor der samles ind til den velgørende fond LFC Foundation. Kampen spilles på Anfield 23. marts.

- Alle, der er knyttet til Liverpool og LFC Foundation, ser frem til at byde Liverpool-fan Sven og hans familie varmt velkommen til Anfield og til at se ham på bænken for en enkelt dag, lyder det på Liverpools hjemmeside.

Svenskeren har i sin trænerkarriere stået i spidsen for et hav af hold, men altså aldrig Liverpool.

I stedet har han blandt andet trænet det engelske landshold, Manchester City, AS Roma og Benfica. Senest var han sportslig leder i svenske IF Karlstad, indtil han gik på pension sidste år.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek