Washington D.C., 18/04/2025 - 03:50
USA's militær angriber oliehavn ved Det Røde Hav
Mindst 20 personer har mistet livet i de seneste amerikanske luftangreb mod Yemen, siger Houthi-bevægelsen.
Mohammed Huwais/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/AFP
Det amerikanske militær melder natten til fredag dansk tid, at det har ramt og ødelagt en havn i Yemen.
Angrebet er en del af USA's offensiv mod den islamistiske, militante Houthi-bevægelse i Yemen.
Den militante gruppe siger selv, at mindst 20 personer - herunder redningsarbejdere - er blevet dræbt i de seneste amerikanske luftangreb.
Det er Ras Issa-havnen, som USA's militær har angrebet. Den ligger i det vestlige Yemen ud til Det Røde Hav og har ifølge USA været et vigtigt knudepunkt for houthiernes aktiviteter og en indkomstkilde for bevægelsen.
De militante houthier bruger blandt andet havnen til at tanke deres skibe, lyder det.
Fra havnen går der en olierørledning til et oliefelt uden for byen Marib.
Ifølge Houthi-bevægelsens sundhedsministerium er fem redningsarbejdere blevet dræbt i angrebet havnen.
- Dødstallet fra det amerikanske angreb på oliehavnen Ras Issa er nu 20. Fem redningsarbejdere og ambulancebehandlere døde, mens de udførte deres arbejde, siger talsmand Anees Alasbahi.
USA har siden midten af marts næsten dagligt angrebet mål i Yemen.
Ifølge landet handler offensiven om at få houthierne til at holde op med at angribe den internationale skibstrafik, der går gennem Det Røde Hav og Adenbugten.
Houthierne begyndte at angribe fragtskibe i 2023. Ifølge gruppen selv skete det i solidaritet med palæstinenserne i Gazastriben, som Israel - USA's allierede - har udført massive angreb mod.
Da USA indledte sin offensiv mod houthierne i marts, sagde den amerikanske præsident, Donald Trump, desuden, at Iran øjeblikkeligt skulle holde op med at støtte houthierne.
Ellers ville det blive anset som en trussel mod USA.
Hvis Iran truer USA, vil USA holde Iran "fuldt ud ansvarlig, og vi kommer ikke til at være flinke!", lød det fra Trump.
/ritzau/AFP