Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 11/07/2023 - 08:00

Dansk skuespiller: Jeg kunne næsten ikke være i min krop

Musicalperformer og tv-vært Pelle Emil Hebsgaard er aktuel i sin første rolle i Cirkus Summarum i løbet af sommeren. Her fortæller han om sine sommerminder.

ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix

Af: Af Laura Pretzmann, Ritzau Fokus

Mange ser frem til at nyde en afslappet sommer i solens stråler og til at tage sig en kold dukkert i de varme sommermåneder.

Men for musicalperformer Pelle Emil Hebsgaard skal de fleste af sommerens timer bruges inde i et cirkustelt, fordi han skal rundt i hele Danmark med Cirkus Summarum.

Han må derfor nøjes med den kolde dukkert efter arbejde, og det er noget, han ser frem til efter en lang dag i et varmt telt.

Han glæder sig også til, at hans familie kommer og besøger ham i cirkusteltet, så de på den måde kan holde en slags sommerferie sammen.

Her fortæller Pelle Emil Hebsgaard, hvad han bedst kan lide ved sommeren.

Hvad er dit bedste sommerminde?

- Jeg har et, der står klokkeklart – og det var, da min søn blev født i august 2019. Det havde været en brandvarm sommer, men lige præcis den nat stormede det, og regnen piskede mod vinduerne.

- Og især som husejer, er det bare en dejlig fornemmelse, at der endelig er vand til haven. Og det var lidt sådan, jeg havde det. Det var en ret svær fødsel, så det var lidt som om, at den der storm gjorde op for det negative.

- Ellers husker jeg også et andet minde med mine forældre og min søster. Vi tog til Indonesien sammen på sådan en lille, nærmest øde ø, da jeg var 15 år, min storebror var 18 år, og min søster var 22 år.

- Det var som at være i et paradis. Og så var det den sidste rejse sammen som en kernefamilie, inden der gik efterskole, gymnasie og børn i den. Så den ferie har en meget stor plads i mit hjerte.

Hvad er dit værste sommerminde?

- Jeg var en tiårig dreng, som bare gerne ville ud og nyde sommeren i Ikast. Men den sommer stod det bare ned i stænger, og man kunne ikke andet end at være indenfor, og mine forældre skulle arbejde, så vi skulle ikke ud og rejse.

- Det lyder lidt forkælet, men det var bare noget af det mest deprimerende at stå indenfor og kigge på regnen, der piskede ned i tre måneder.

Hvad er dine must-haves om sommeren?

- Jeg bader meget, fordi min krop er en milliard grader, så jeg skal altid køles ned om sommeren. Især hvis det er efter en forestilling – for der bliver meget varmt inde i et telt.

- Så ofte bader jeg på vej hjem fra en forestilling. Det startede, da jeg spillede med i "Seebach – The Musical", fordi jeg skulle have striktrøjer og paryk på, når jeg spillede Tommy Seebach – så jeg kunne nærmest ikke være i min krop, fordi det blev så varmt.

Hvad er det bedste ved sommeren?

- Når jeg står og griller, lægger en bøf på, drikker en kold øl, og når min søn leger i noget vand ude i haven. Så har jeg bare en følelse af, at der ro og styr på det hele, og at alle er glade. Og så længe min familie er glad og har det godt, så er det en god sommer.

- Men for fem år siden, ville jeg have sagt Distortion og Roskilde Festival.

Hvad spiser du især om sommeren?

- Herhjemme elsker vi majs. Majskolber på grillen. Dem skovler vi ind, og det samme gør vi med sodavandsis.

Pelle Emil Hebsgaard er også aktuel i den kommende musical "Askepot - The Musical", som har premiere i 2024.

/ritzau/

København, 08/11/2025 - 20:03

Breaking Bad-skabers nye serie begejstrer samtlige anmeldere

Valerie Macon/Ritzau Scanpix

En postapokalyptisk tv-serie lavet af manden bag succesen "Breaking Bad" falder i god jord hos anmelderne.

Der er positive anmeldelser over hele linjen til "Breaking Bad"-skaber Vince Gilligans nye tv-serie "Pluribus", der har fået premiere i denne uge.

Det fremgår af filmhjemmesiden Rotten Tomatoes, hvor serien har fået 100 procent positive anmeldelser.

Siden samler filmanmeldelser til en samlet score.

"Pluribus" beskrives som en postapokalyptisk science fiction-serie.

I serien følger man romanforfatteren Carol Sturka, der er en af 12 personer i verden, der er immune over for et virus. Virusset relaterer sig til rumvæsener, og det gør de inficerede fredelige og tilfredse.

Hovedpersonen spilles af Rhea Seehorn, der også var blandt de medvirkende i Gilligans anden tv-succes "Better Call Saul".

BBC kalder Gilligans nye skud på stammen "en af 2025's mest begavede serier".

Mediets anmelder giver "Pluribus" fem stjerner og fremhæver især seriens kritik af kunstig intelligens.

Det amerikanske underholdningsmedie Variety roser serien for sin eksperimentelle facon og for hovedpersonens præstation.

- Det er en fryd at se et talent som Seehorn få et lærred, som det, hendes talent fortjener, skriver anmelderen.

Også herhjemme får serien og hovedrolleindehaveren ros.

Politikens anmelder kalder serien intelligent, sorgfuldt meningsfuld og sjov og giver den fem ud af seks hjerter.

Anmelderen beskriver en trang til at afsløre seriens plot, men vil ikke snyde læseren for fortællingens overlegne spænding, skønhed og kamp med eksistens.

- Man er fra starten dybt følelsesmæssigt engageret i Carols skæbne og nye virkelighed, der er en form for "Palle alene i verden"-fortælling, hvis Palle altså valgte ensomheden, i stedet for - som i alle memes'ne - at underkaste sig rumvæsenerne, skriver anmelderen.

Tv-serien kan ses på streamingtjenesten Apple TV.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 08/11/2025 - 19:19

Breaking Bad-skabers nye sci-fi-serie tager kegler hos anmelderne

Valerie Macon/Ritzau Scanpix

En postapokalyptisk tv-serie lavet af manden bag succesen "Breaking Bad" falder i god jord hos anmelderne.

Der er positive anmeldelser over hele linjen til "Breaking Bad"-skaber Vince Gilligans nye tv-serie "Pluribus", der har fået premiere i denne uge.

Det fremgår af filmhjemmesiden Rotten Tomatoes, hvor serien har fået 100 procent positive anmeldelser.

Siden samler filmanmeldelser til en samlet score.

"Pluribus" beskrives som en postapokalyptisk science fiction-serie.

I serien følger man romanforfatteren Carol Sturka, der er en af 12 personer i verden, der er immune over for et virus. Virusset relaterer sig til rumvæsener, og det gør de inficerede fredelige og tilfredse.

Hovedpersonen spilles af Rhea Seehorn, der også var blandt de medvirkende i Gilligans anden tv-succes "Better Call Saul".

/ritzau/

Læs Mere >>

, 08/11/2025 - 10:00

FAKTA: Sådan streamer danskerne

* I 2024 streamede hver dansker 1 time og 19 minutter dagligt. Det var en fremgang på 6 minutter (svarende til 8 procent) siden 2023.

* Det er på streamingtjenesterne DRTV og TV 2 Play, der er sket den største fremgang i antallet af streamingminutter siden 2023.

* De to public service-tjenester tegner sig for 54 procent af danskernes streamingforbrug.

* Siden 2018 er tallet for, hvor mange der ser film og serier via tv-kanaler eller tv-pakker, faldet.

* Det er mest udbredt blandt unge mellem 16-24 år at streame på mobil eller tablet, mens man er på farten.

Kilder: TV 2-rapporten "Streaming i Danmark: Tre tendenser, der tegner streamingmarkedet i 2024" og Danmarks Statistik.

/ritzau fokus/ 

Læs Mere >>

, 08/11/2025 - 10:00

Forstå algoritmerne og kontroller dit streamingforbrug

Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Bag dine streaminganbefalinger gemmer sig målrettede mekanismer, der vil fastholde dig foran skærmen. Og det er en god idé at være opmærksom, siger eksperter.

Streaming er blevet en fast del af manges hverdag - og for nogle en sand tidsrøver.

I tredje kvartal af 2025 brugte hver dansker i gennemsnit en time og ni minutter dagligt på at streame indhold. Det viser en nylig undersøgelse fra TV 2.

Tal fra Danmarks Statistik har desuden vist, at andelen, der streamer film og serier via streamingtjenester, som de betaler for via abonnement, er stigende.

Hvis du gerne vil have mere kontrol med dit streamingforbrug, handler det i høj grad om at forstå algoritmerne bag, forklarer Rasmus Rex Pedersen, der er lektor på Roskilde Universitet, hvor han forsker i streaming.

- Som brugere af de her streamingtjenester har vi generelt været for ukritiske omkring vores forståelse af algoritmerne, siger han.

"Hvis du var vild med "Borgen", vil du også elske "House of Cards"". Du er sikkert selv blevet mødt med et lignende scenarie.

Tippet kommer fra en algoritme, der forsøger at forudsige, hvad du vil synes om baseret på din tidligere adfærd og præferencer.

Og det er smart, når streamingtjenesterne råder over så massive mængder af indhold, forklarer Rasmus Rex Pedersen.

- Man kalder det for "the paradox of choice" - altså at det kan være svært at navigere i så meget indhold, så vi har brug for nogen, der kan kuratere indholdet for os, siger han.

Ifølge forskeren har mange en ret stor tiltro til, at algoritmen er objektiv.

- Men det er vigtigt at være bevidst om, at de ikke bare er neutrale. Algoritmerne har en klar ambition om at understøtte virksomhedens mål. Og for en stor del af streamingtjenesterne handler det om at fastholde os så længe som muligt, forklarer Rasmus Rex Pedersen.

Det er noget radikalt anderledes end den måde, vi tidligere har mødt kultur på - særligt i public service-sammenhæng, uddyber han.

Generelt anbefaler forskeren derfor, at du tænker over, hvordan du opsøger noget, der kan supplere det, som algoritmen giver.

- Algoritmerne arbejder statistisk med kvantitative data, og det er vigtigt at supplere med noget kvalitativt som for eksempel at læse anmeldelser eller at tale med folk i sin omgangskreds, siger han.

Ud over at være bevidst om algoritmernes magt, er der dog tiltag, du selv kan forsøge, hvis du vil minimere din streaming, siger medieanalytiker Camilla Mehlsen.

- Man kan sætte sine egne skærmbegrænsninger med en timer. Særligt hvis man bruger sin telefon eller tablet, kan man lægge en tidsbegrænser på de streamingapps, der er de største tidsrøvere, foreslår hun.

For ifølge medieanalytikeren er der ingen tvivl om, at kampen om vores opmærksomhed er vokset.

Netflix-stifter Reed Hastings har sågar tidligere proklameret, at han ser søvn som streamingtjenestens største konkurrent.

- Der er kommet flere og flere udbydere, der kæmper om det. Og de bruger mange af de samme tricks for at fange og fastholde vores opmærksomhed, siger Camilla Mehlsen.

Det gælder for eksempel en funktion som autoplay, hvor indhold såsom videoer eller musik starter automatisk, når noget er slut.

Også anbefalingsalgoritmer, som man også kender fra sociale medier som TikTok, har en enorm stor betydning for, hvor meget indhold vi ser, påpeger Camilla Mehlsen.

- Man ved, at det kan betyde meget at indsætte noget friktion, der kan være små stopklodser i ens forbrug, siger hun og fortsætter:

- Industrien skal pålægges noget ansvar i forhold til fastholdelsesmekanismer. Og der bør særligt være hensyn til mindreårige. Det kan ikke kun være op til den enkelte bruger.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek