Warszawa, 14/09/2026 - 14:29
Polen hiver formodet russisk militærdrone op af Østersøen
Polsk militær mener umiddelbart, at det er en russisk drone, som er fundet i Østersøen ud for Polens kyst.
Af: /ritzau/
Det polske militær har fundet det, der lader til at være en russisk drone, i Østersøen.
Det skriver Polens forsvarsminister, Wladyslaw Kosiniak-Kamysz, på X.
- Militæret har lokaliseret og bjærget en drone fra Østersøen i nærheden af stranden i Rusinowo tæt på Jaroslawiec. Foreløbige inspektioner indikerer, at det er en russisk militærdrone, skriver han ifølge Reuters.
Den russiske ambassade i Warszawa er ikke umiddelbart vendt tilbage på en henvendelse fra Reuters.
Jacek Goryszewski, som er talsperson for den operationelle kommando i den polske hær, siger til den polske tv-station TVN24, at dronen kan være drevet ind fra internationalt farvand. Det skriver Reuters.
Talspersonen siger videre, at dronen lader til at være en Gerbera-drone. Det er en billig luftdrone med lang rækkevidde, som typisk er lavet af krydsfiner eller skum.
Gerbera-droner bruges ifølge Reuters typisk som lokkemad, men kan også bære sprængstof.
RITZAU




