Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 30/04/2026 - 06:29

Kongressen godkender udkast til milliardindsats mod indvandring

Ministerium er tættere på genåbning, efter at begge kamre i Kongressen har stemt for udkast til en budgetplan.

Af: /ritzau/

Repræsentanternes Hus har godkendt et udkast til en treårig budgetplan, der betyder, at Kongressen kan tage stilling til, om der skal afsættes yderligere 70 milliarder dollar til USA's ministerium for indenrigssikkerhed.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters tidligt torsdag morgen dansk tid.

215 stemte for forslaget, mens 211 stemte imod. Ingen politikere fra Demokraterne stemte for forslaget.

Republikaneren Mike Johnson, der er formand for Repræsentanternes Hus, holdt ifølge Reuters afstemningen åben i mere end fem timer, som han brugte på at overtale sine partikollegaer til at stemme for rammeaftalen.

Senatet stemte allerede sidste uge ja til budgetplanen, der primært handler om at afsætte 70 milliarder dollar til at bekæmpe ulovlig immigration og udvise immigranter uden lovligt ophold i USA. Det skriver nyhedsbureauet AP.

Dermed er det nu op til de republikanske politikere i Kongressens to kamre at udarbejde detaljerne i forslaget og sikre dets vedtagelse, inden aftalen kan underskrives af præsident Donald Trump.

USA's ministerium for indenrigssikkerhed har siden februar været ramt af en delvis nedlukning, eftersom politikerne i Kongressen ikke har kunnet finde fælles fodslag om en ny bevilling til ministeriet.

Demokraterne har nægtet at stemme for en ny bevilling til ministeriet, før der sker omfattende ændringer i den måde, immigrationsmyndigheden ICE arbejder på.

ICE hører ligesom blandt andet transportmyndigheden TSA ind under ministeriet.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek