København, 27/06/2025 - 16:29
Lægen bankede i bordet: Rasmus Bjerg i stor livsstilsændring
Skuespilleren Rasmus Bjerg levede med egne ord usundt, mens han optrådte som John Mogensen. Det resulterede i højt blodtryk og prædiabetes, skriver Se og Hør.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Af: Af Simone Gisselmann Elfving, Ritzau Fokus
Højt kolesterol, forhøjet blodtryk og tæt på at få diabetes.
Det var den melding, skuespilleren Rasmus Bjerg for et par år siden fik af lægen, der ikke var imponeret over hans blodprøver.
Det fortæller den 48-årige skuespiller til Se og Hør.
- Så bankede lægen lidt i bordet og sagde: "Skulle du ikke lige? Du har fire børn", fortæller Rasmus Bjerg til ugebladet torsdag ved premieren på Cirkus Summarum.
Skuespilleren portrætterede i 2018 den danske musiker John Mogensen i filmen "Så længe jeg lever".
I årene efter optrådte han som musikeren ved flere koncerter, og de mange timer på landevejene resulterede i en usund livsstil uden for scenen, siger kunstneren til Se og Hør.
Ordene fra lægen gav ham dog det skub, han havde brug for.
Med en god portion selvdisciplin og en masse gåture står han i dag knap 40 kilo lettere.
- Det har været et langt sejt træk. Det føles godt, jeg kan binde mine sko, siger Rasmus Bjerg til Se og Hør.
/ritzau/