København, 07/08/2025 - 09:42
Mærsk skruer op for forventningerne til 2025
Analytikere havde på forhånd øjnet mulighed for en opjustering hos Mærsk i anledning af kvartalsregnskabet.
Martin Bernetti/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Rederiet A.P. Møller-Mærsk opjusterer forventningerne til hele året.
Det viser regnskabet for andet kvartal torsdag morgen ifølge MarketWire.
Mærsk forventer nu at lande et driftsresultat før af- og nedskrivninger på 8 til 9,5 milliarder dollar mod tidligere 6 til 9 milliarder dollar.
Forventningerne til driftsindtjeningen ventes dertil at lande mellem 2 og 3,5 milliarder dollar. Det tal lå tidligere på mellem 0 og 3 milliarder dollar.
I begyndelsen af året gik Mærsk efter en vækst på cirka 4 procent i de globale containervolumener, men i maj nedjusterede de prognosen.
Nu ser rederiet volumenvækst i global containertransport på mellem 2 og 4 procent.
Forud for torsdagens regnskab havde flere analytikere ifølge Børsen luret på, om tallene ville blive ledsaget af mere optimistiske forventninger til 2025.
Det skyldtes blandt andet større efterspørgsel og flaskehalse i europæiske vigtige havne, skriver Børsen.
Omsætningen lander på 13,1 milliard dollar, hvilket er noget mere end de 12,7 milliarder dollar i andet kvartal sidste år.
Mærsks topchef, Vincent Clerc, peger i en pressemeddelelse på, at efterspørgslen er høj.
- På trods af et volatilt marked og historisk usikkerhed omkring verdenshandlen er efterspørgslen forblevet høj, og vi har formået at tilpasse forretningen hurtigt og smidigt, lyder det i forbindelse med regnskabet ifølge MarketWire.
I andet kvartal lander driftsoverskuddet på 2,3 milliarder dollar mod 2,1 milliard dollar i samme kvartal året før.
På bundlinjen har Mærsk et underliggende overskud på 614 millioner dollar.
Estimatet lød på 415 millioner dollar, så det er et løft, selv om det lå på 623 millioner dollar i andet kvartal sidste år.
Det underliggende overskud er renset for engangsomkostninger eller indtægter fra eksempelvis salg af skibe. Det gør det nemmere at sammenligne ét regnskabsår med et andet.
Mærsks første halvår var præget af særligt usikkerheden fra amerikanernes toldregime. Særligt fordi toldplanerne flere gange har ændret sig.
Men det har ifølge Børsen blandt andet bidraget til indtjeningen, at mange virksomheder har bestilt varer i god tid forud for de amerikanske toldsatser.
For andet halvår af 2025 vurderer Mærsk i regnskabet ifølge Finans, at den økonomiske vækst vil aftage. Det skyldes blandt andet, at trykket fra de amerikanske toldsatser vil tage til, lyder det.
/ritzau/