Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

London, 20/06/2025 - 21:44

Spansk veteran sender Rune ud af Wimbledon-opvarmning

Roberto Bautista Agut spillede fremragende og sendte Holger Rune ud af kvartfinalen i London.

Kin Cheung/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Kvartfinalen blev endestationen for Holger Rune ved ATP 500-turneringen på Queen's Club i London, der fungerer som opvarmning til Wimbledon.

Fredag tabte den danske tennisspiller i tre sæt, 6-7, 7-6, 2-6, til den spanske veteran Roberto Bautista Agut.

Rune har ellers i de tre hidtidige møder med 37-årige Bautista Agut haft overhånden, senest i French Open i maj, men sådan var det ikke fredag aften.

Spanieren, der ligger nummer 51 på verdensranglisten, spillede fremragende og var særligt i egne servepartier suveræn. Samtidig havde Rune svært ved at finde rytmen på græsset på Queen's Club i det vestlige London.

Dermed bliver den ene semifinale i London et rent spansk møde mellem Bautista Agut og landsmanden Carlos Alcaraz.

I fredagens kvartfinale viste Bautista Agut allerede i de første partier gode takter.

Spanieren startede stærkt i egen serv, mens Rune kæmpede mere med at finde rytmen.

Danskeren lavede flere uprovokerede fejl og dobbeltfejl. Det var tydeligt, at han efter en lang periode på grus skulle vænne sig til det hurtigere græsunderlag.

Spanieren tilspillede sig derfor en række af breakbolde, men hver gang formåede Rune at afværge.

Danskeren levede livet farligt og skulle slide langt mere for sine point, men han fik dem, og derfor skulle der en tiebreak til at afgøre første sæt.

Her rystede Bautista Agut ikke på hånden i sin serv. Da Rune stadig ikke havde rytme i sit spil, blev sættet spansk på den tredje sætbold.

I andet sæt fortsatte Rune den hakkende stil, mens Bautista Agut stadig var urørlig i egen serv.

Den spanske veteran bankede som i første sæt flere gange på i Runes serv, men hver gang slap danskeren med skrækken, og derfor skulle der igen et tiebreak til at afgøre sættet.

Her lignede det en gentagelse af første sæts tiebreak, men bagud 2-4 kom Rune tilbage.

Danskeren vandt de efterfølgende fem bolde og sendte kampen ud i tredje sæt. Det var dog den eneste lille danske opblomstring i kampen.

Tredje sæt mindede på mange måder om de to første, den eneste forskel var, at Bautista Agut nu slog til på de muligheder, han tilspillede sig i Runes sæt.

Spanieren kom hurtigt foran 3-0, og derfra var det kun et spørgsmål om tid, før kampen var afgjort.

Foran 5-2 sendte Rune bolden ud over baglinjen på Bautista Aguts første matchbold.

/ritzau/

København, 21/06/2025 - 14:51

Lars Hjortshøj: Livet overgår mine forventninger

Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

Lars Hjortshøj troede, at han skulle læse dansk og have et almindeligt arbejde. Det var, inden han fandt forløsningen i at optræde, siger han til TV 2.

Komikeren Lars Hjortshøj troede, at han skulle læse dansk på universitetet og have det, han beskriver som et helt almindeligt arbejde som resten af hans familie i Jylland.

Det fortæller den 58-årige kendis i et interview med TV 2.

For det er tydeligt, hvis man har tændt fjernsynet, at det ikke er endt sådan.

- Mit liv overgår meget de forventninger, jeg havde som ung, siger Lars Hjortshøj til mediet.

I 1992 vandt han den første udgave af DM i standup, og siden da har han levet af at være sjov.

Han husker tiden derefter som nogle vilde år med sprut, damer og succes. Og hovedet oppe i egen tarm, som han siger det til TV 2.

Siden begyndte han også at lave tv. Og netop nu er han både aktuel på skærmen og på standupscenen.

Han er på turné med onemanshowet "Plat og krone", og så er han blandt deltagerne i TV 2's kreative underholdningsprogram "Stormester".

Kærligheden til at optræde fandt han, mens han gik på efterskole og med egne ord var en kejtet fyr med togskinner, fortæller han til TV 2.

- Det var en måde at finde en eller anden forløsning. Jeg kan stadig lukke mig helt inde i en osteklokke på scenen, siger han til mediet.

I privaten danner han par med Camilla Skjødt Rønsgaard, der omkring årsskiftet fødte komikerens tredje barn.

Han har også datteren Emma på 27 år og sønnen Oscar på 24 fra sit ægteskab med Tina Bilsbo, som han blev skilt fra i 2021 efter 26 år sammen.

Og med både et nytilkommet barn og et barnebarn lød det i 2024, at der fremover skulle være mere ro på.

- Livet er jo fuld af overraskelser og tilfældigheder, sagde han til Ritzau.

/ritzau/

Læs Mere >>

Seoul, 21/06/2025 - 10:48

Sidste medlem af populær K-pop-gruppe afslutter værnepligt

Lee Jin-Man/Ritzau Scanpix

Med afslutning af civil værnepligt for sidste gruppemedlem synes vejen banet for et snarligt BTS-comeback.

Det sidste medlem af den syv mand store K-pop-gruppe BTS har lørdag aftjent sin værnepligt.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters, mens forventningerne om et snarligt comeback til den populære gruppe tiltager.

Lørdag er således den dag, hvor rapperen Suga officielt fritages for tjeneste. Suga har gjort civil tjeneste som et alternativ til at tjene i det sydkoreanske militær.

Værnepligt er obligatorisk for alle raske mænd mellem 18 og 28 år i Sydkorea. Tjenesten kan vare 18 måneder eller mere. Sugas civile tjeneste skyldes angiveligt en skulderskade, melder lokale medier.

Der er ikke planlagt nogen offentlig markering af Sugas afsluttede tjeneste, som det ellers var tilfældet for andre BTS-medlemmer.

Det skyldes bekymringer for, hvor mange der kunne tænkes at møde op ved en sådan begivenhed.

- Vi bekræfter, at Suga i praksis afsluttede sin alternative tjeneste 18. juni ved at bruge sin tilbageværende orlov, skriver BTS' pladeselskab, Big Hit Music, i en meddelelse.

- Hans officielle dato med fritagelse for tjeneste er 21. juni.

K-pop er en af Sydkoreas største kulturelle eksportvarer.

Både nationalt og internationalt er BTS blevet en enorm succes og er kendt for sange som "Dynamite" og "Butter".

Boybandet har holdt pause siden 2022, fordi alle bandets syv medlemmer har måttet aftjene værnepligt.

Da to andre medlemmer af gruppen tidligere i juni afsluttede deres værnepligt, havde hundredvis af fans og en række journalister samlet sig nær de baser, hvor de havde gjort tjeneste.

Flere fans var ifølge nyhedsbureauet AP rejst fra lande som Mexico, Tyrkiet og Brasilien for at få et glimt af deres idoler, og der udbrød jubel, da BTS-medlemmerne ankom.

Det er uvist, præcis hvornår BTS gør comeback. Flere unavngivne kilder siger til The Korea Herald, at det kan ske i marts 2026.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 21/06/2025 - 10:00

FAKTA: Analogt fotografi

* Hvis du ikke vil bruge telefonen til feriebilleder, er en anden simpel løsning at bruge et klassisk analogt kamera med film.

* Mange har en idé om, at mobilernes kameraer er blevet lige så gode, men de har ikke helt overgået det, som film kan, og hvordan det kan fange en scene.

* Du skal bruge et analogt kamera, fordi du værdsætter billederne lidt mere, når du kun har 27 eller 36 forsøg, der normalt følger med en rulle film, i stedet for flere hundrede.

* Da det kan være lidt svært at styre, hvad der kommer i fokus, rådes du til at bruge to til tre forsøg på det, du vil fotografere.

Kilde: Daniel Schäfer Jensen, fotograf og kreativ chef for kommunikationsbureauet 24Copenhagen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 21/06/2025 - 10:00

Optimer dine feriebilleder med disse simple tricks

Peter Kneffel/Ritzau Scanpix

Ifølge fotograf kan du tage nogle rigtig gode feriebilleder med din telefons kamera, så længe du tager dig tid til at justere lys og fokus.

Klik, klik, klik, klik, siger det, mens du holder telefonen op foran dig for at forevige den flotte solnedgang og håber på det bedste.

Ofte ender den slags feriebilleder uset i en overfyldt kamerarulle.

Daniel Schäfer Jensen, der er fotograf og kreativ chef for kommunikationsbureauet 24Copenhagen har nogle simple tricks, der kan hjælpe dig med at indkapsle dine ferieminder på telefonen, så du rent faktisk gider kigge på dem igen.

- Mit bedste råd er, at du holder fingeren inde på det, du vil have i fokus, så det kan stå skarpt, siger han.

Når du har valgt, hvad der skal være i fokus, er eksponeringen det næste vigtige element.

- På en iPhone kan du holde fingeren inde på skærmen, så der dukker en gul firkant op på skærmen. Nu kan du skrue op og ned for lyset ved at bevæge fingeren op og ned.

- Telefonen gør ofte billedet lidt lysere af sig selv, så du skal gerne gøre det lidt mørkere selv, så det ser mere naturligt ud og kommer til at ligne traditionelle billeder, lyder rådet fra fotografen.

Jo mørkere du tager billedet, jo bedre mulighed giver du kameraet for at tage billedet i højeste kvalitet.

Hvis du har en telefon med flere kameraer, foreslår han, at du bruger et par ekstra sekunder på at lege med de forskellige perspektiver, hvis du for eksempel kan zoome to eller fem gange.

- Hvis du træder længere væk fra det, du fotograferer, og zoomer ind, kommer baggrunden til at virke større.

- Hvis det er en scene, hvor du ikke vil have alt med, men fokusere på mennesker og minder, anbefaler jeg at zoome ind, siger han.

Men hvis du vil zoome, anbefaler han generelt, at du holder dig til telefonens standardindstillinger.

Zoom kan også bruges effektivt, hvis du tager billeder af natur og landskaber.

- Mange er tilbøjelige til at zoome ud, når de tager landskabsbilleder, fordi de gerne vil have det hele med. Men hvis du vil have den følelse, som du ser med øjet, bør du zoome ind.

- På den måde ser det mere komprimeret ud. Gør du det, hvis du for eksempel tager billeder af et bjerg, kommer det til at se større ud, siger Daniel Schäfer Jensen.

Uanset hvad du tager billeder af, er det dog godt at have mennesker med på billederne. Det giver et godt billede af størrelsesforholdet mellem personer, objekt og landskab.

Her er det vigtigt at overveje personernes placering.

- Prøv at placere dem, så der ikke er noget, der forstyrrer i baggrunden, så der bliver rene linjer og simplicitet. Undgå, at der står en lygtepæl bagved, som stikker op af deres hoved.

- Bruger man en mur som baggrund, stiller folk sig typisk helt op ad den, men du skal hellere stå længere væk, så der kommer en naturlig dybde i billedet, siger han.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek