Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 29/05/2026 - 21:22

Dommer beordrer Trumps navn fjernet fra Kennedy Center

En bestyrelse udpeget af præsidenten besluttede at ændre Kennedy Centers navn, så det omfattede Trump.

Al Drago/Reuters

Af: /ritzau/

En distriktsdommer i Washington D.C. har fredag beordret, at præsident Donald Trumps navn skal fjernes fra kulturinstitutionen Kennedy Center.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Trump udpegede sidste år en direktør og bestyrelse, der valgte Trump som bestyrelsesformand.

I december 2025 besluttede bestyrelsen at ændre institutionens navn til The Trump Kennedy Center.

Men nu har dommeren afgjort, at Kennedy Center ikke kan få et nyt navn, uden at Kongressen har godkendt det.

Derfor skal Trumps administration fjerne al fysisk skiltning med Trumps navn og slette alle henvisninger til et "Trump Kennedy Center" fra officielle materialer inden for 14 dage.

- Kongressen gav Kennedy Center dets navn, og kun Kongressen kan ændre det, skriver dommeren.

Kennedy Center i Washington D.C. åbnede i 1971 som en kulturinstitution og et minde om John F. Kennedy, der efter to år og ti måneder som USA's præsident blev skudt og dræbt den 22. november 1963 i Dallas, Texas.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek