Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Horsens, 10/05/2026 - 11:39

Offer var i livsfare efter voldeligt overfald

Natten til lørdag blev en mand udsat for et voldeligt overfald, og søndag kræves tre mænd fængslet i sagen.

Af: /ritzau/

En mand er i weekenden blevet udsat for et så groft voldeligt overfald af flere personer, at han for en stund var i livsfare.

Det er kommet frem søndag i Retten i Horsens, hvor tre andre mænd kræves varetægtsfængslet for at have slået, sparket og forsøgt at strangulere offeret.

Det skriver Vejle Amts Folkeblad, der er til stede ved retsmødet.

Overfaldet fandt sted i Aagade i Vejle, og lørdag bad Sydøstjyllands Politi eventuelle vidner om at tage kontakt.

- Sydøstjyllands Politi vil gerne høre fra borgere, der har set noget mistænkeligt i området omkring Valdemarsgade og Aagade i Vejle lørdag morgen mellem klokken 03.00 og 04.00, skrev politikredsen i en meddelelse på Politi Update lørdag aften.

De tre personer, der fremstilles i grundlovsforhør søndag, er mænd i 20'erne, skriver Vejle Amts Folkeblad. Desuden mener politiet, at en fjerde person deltog, men denne mulige medgerningsmand er på fri fod.

To af de sigtede er brødre, og de nægter sig ifølge lokalmediet skyldige i sigtelsen. Den tredje mand vil ikke sige, hvorvidt han nægter eller erkender sig skyldig, skriver Vejle Amts Folkeblad.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek