Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

London, 13/05/2026 - 01:23

Southampton booker plads i oprykningsbrag mod Hull på Wembley

Southampton, der anklages for spionage af modstanderen Middlesbrough, vandt tirsdagens duel mellem klubberne.

Craig Brough/Reuters

Af: /ritzau/

Southampton sikrede sig tirsdag en plads i playoff-finalen om oprykning til Premier League.

Med en sejr på 2-1 efter forlænget spilletid over Middlesbrough venter der nu klubben fra det sydlige England et stort brag på Wembley 23. maj mod Hull City.

Vinderen af den kommende duel vil følge Coventry og Ipswich op i Englands bedste fodboldrække.

Shea Charles scorede det afgørende mål for Southampton i den forlængede spilletid, efter at stillingen efter 90 minutter var 1-1.

Et lumsk indlæg fra Charles sneg sig gennem et tæt befolket Middlesbrough-felt, inden bolden havnede i gæsternes mål.

Det første opgør, der blev spillet i Middlesbrough, var endt uden scoringer.

Tirsdagens kamp blev dog overskygget af det faktum, at Middlesbrough havde indberettet Southampton til fodboldmyndigheden English Football League (EFL) for at have spioneret og filmet på Middlesbroughs træningsanlæg.

De påståede optagelser på træningsanlægget skulle være sket før det første opgør mellem de to klubber.

EFL, der administrerer den næstbedste række, har bekræftet, at man har indledt en sag mod Southampton.

Det er dog uvist, om Southampton vil blive straffet, og om det kan få konsekvenser for klubbens plads i playoff-finalen.

Southampton, der rykkede ud af Premier League i sidste sæson, jagter en hurtig tilbagevenden til Englands bedste række. Holdet har ikke tabt i de seneste 20 kampe.

I playoff-finalen venter Hull, der mandag blev klar til oprykningsbraget på Wembley med en sejr på 2-0 over Millwall. Det første opgør var endt uden scoringer.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek