Washington D.C., 21/04/2026 - 20:07
Tucker Carlson fortryder at have støttet Trump: Det vil plage mig
Det "plager" Tucker Carlson, at han har støttet Donald Trump. Det forklarer Carlson selv i podcast.
Kevin Lamarque/Reuters
Af: /ritzau/
Den konservative politiske kommentator og podcaster Tucker Carlson - som i årevis var en trofast støtte af den amerikanske præsident, Donald Trump - undskylder for at have støttet republikaneren.
Det sker i en podcast med sin bror, hvor Tucker Carlson siger, at han er "plaget" af sine tidligere handlinger.
Amerikanske Carlson er tidligere vært på den konservative tv-kanal Fox News og har ofte støttet præsidenten på en række politiske områder, blandt andet immigration.
Men Carlson er nu i høj grad raget uklar med Trump og har på det seneste været en hård kritiker af krigen i Iran.
- Det her er et øjeblik, hvor vi kæmper med vores samvittighed. Det kommer til at pine os i lang tid, siger han og understreger, at det også gælder for ham selv.
- Og jeg vil gerne sige, at jeg er ked af at have vildledt folk, og at det ikke var med vilje, siger Carlson.
Carlson har blandt andet kaldt angrebet på Iran "modbydeligt og ondt".
I podcasten med broren Buckley Carlson taler de to om, hvordan broren skrev taler for Trump i 2015, og hvor "smertefuldt det nuværende svigt" fra præsident Trump er.
Imens har Trump langet hårdt ud efter de højreorienterede kommentatorer, heriblandt Carlson, der har kritiseret hans angreb på Iran.
- De har én ting til fælles: lav IQ. De er dumme mennesker, de ved det, deres familier ved det, og alle andre ved det også, har Trump skrevet på Truth Social.
/ritzau/




