Ishøj, 08/05/2026 - 01:34
Politiet efterforsker muligt skyderi i Ishøj - ingen er ramt
Natten til fredag undersøger politiet en anmeldelse om skud i haveforening i Ishøj. Ingen er blevet ramt.
Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Politiet er natten til fredag massivt til stede ved haveforeningen Ishøjgård i Ishøj efter flere anmeldelser om et muligt skyderi.
Det siger vagtchef ved Københavns Vestegns Politi Brian Holm natten til fredag til Ritzau.
- Vi undersøger en anmeldelse om et muligt skyderi derude. Der er ikke nogen sårede, siger vagtchefen.
Politiet modtog kort efter midnat flere anmeldelser fra personer i haveforeningen, der mente, at de havde hørt skud.
Seks patruljer er tidligt natten til fredag til stede ved haveforeningen. Kriminalteknikere er også på vej til stedet.
- Vi kommer nok til at være derude nogle timer endnu, siger vagtchefen omkring klokken 01.
/ritzau/




