Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Odense, 09/04/2026 - 16:16

Transportdirektør idømmes 13 års fængsel for forsøg på narkosmugling

Retten i Odense har fundet det bevist, at 25-årig havde planlagt at smugle narkotika fra Holland til Danmark.

Robert Wengler/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

En 25-årig mand er torsdag kendt skyldig i forsøg på indsmugling af 20 kilo amfetamin i juli sidste år.

Han blev af Retten i Odense idømt 13 års fængsel.

Det skriver TV 2 Fyn.

Manden ved navn Hussein Salem Al-Badri driver ifølge mediet seks firmaer, der alle har kontrakt med trafikselskabet FynBus om flexkørsel.

I alene tre af virksomhederne har han kontrakter for 40 millioner kroner med FynBus, skriver mediet.

Retten fandt det bevist, at den 25-årige direktør havde planlagt indsmuglingen af de store mængder narkotika fra Holland til Danmark i samarbejde med tre andre personer.

Hussein Salem Al-Badri instruerede ifølge anklageskriftet chaufføren af en bil indeholdende amfetaminen til at mødes med en anden person på en adresse i Odense NØ med henblik på at pakke stoffet ud af bilen.

Den 25-årige har gennem hele sagen nægtet sig skyldig, og han har anket dommen til landsretten.

De tre andre involverede er også dømt i sagen.

Heriblandt en 24-årig mand, som ifølge fyens.dk er direktørens barndomsven. Han fik ti års fængsel for sin rolle.

Det var en tilfældig borger, der ledte politiet på sporet af sagen.

Vidnet slog alarm, efter at vedkommende havde set nogle personer gå rundt med boremaskiner på en industrigrund uden for Odense og antog, at de var ved at bryde ind i nogle biler på grunden.

Politiet mødte ved ankomst flere af de nu dømte personer og fandt to pakker amfetamin med lidt over fire kilo amfetamin i poser ved et hegn.

De resterende 16 kilo amfetamin blev efterfølgende fundet i bilen. Det var forsøgt skjult i hulrum i bilens døre.

Manden er desuden fundet skyldig i at besidde 84 gram hash samt for at have overtrådt færdselsloven ved at køre for stærkt. Retten besluttede at frakende ham kørekortet i et halvt år.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek