Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Sydney, 21/06/2022 - 03:09

Transkønnede udelukkes fra international kvinderugby

Den Internationale Rugby-Liga har besluttet at udelukke transkønnede kvinder fra international kvinderugby.

Af: /ritzau/

Transkønnede kvinder får som udgangspunkt ikke lov til at deltage i international kvinderugby.

Det har Den Internationale Rugby-Liga (IRL) besluttet.

Organisationen, som blandt andet arrangerer VM i kvindernes rugby league, skriver i en pressemeddelelse, at beslutningen står ved magt, indtil det er lykkedes den at indsamle mere information om emnet.

- Det er IRL's ansvar at balancere individers ret til at deltage og det, som kan opfattes som en risiko for andre deltagere, og at alle høres på en retfærdig måde, skriver organisationen i pressemeddelelsen.

Beslutningen kommer, efter at Det Internationale Svømmeforbund (Fina) ifølge nyhedsbureauet Reuters besluttede at begrænse transkønnede kvinders adgang til eliteturneringer.

Svømmeforbundet vil nedsætte en arbejdsgruppe, som skal se på, om man kan lave en kategori, som er åben for transkønnede atleter ved nogle turneringer.

/ritzau/

Nyhedsarkiv