Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 11/04/2024 - 10:00

Birkesaft og livlige gedder: Foråret byder på skønne naturoplevelser

En forårstur i skoven eller ud til nogle af Danmarks fantastiske kyster kan vende selv den sureste mund. Få inspiration til, hvad du skal opleve netop nu.

Eva Seider/Ritzau Scanpix

Af: Af Alexander Broberg Tørring, Ritzau Fokus

Frisk forårsvind, flotte farver og grønne blade, som springer ud.

Det er med andre ord på tide at få banket noget rust af vinterkroppen og komme ud og opleve den smukke danske natur.

Hvis du ikke ved, hvor du skal starte, får du her fem forslag fra to naturkendere.

1. Tap birkesaft.

I foråret kommer der mere saft i birketræerne, som den danske natur huser mange af.

Derfor er det nu, du skal slå til, hvis du vil smage den søde birkesaft. Det anbefaler Anne-Kristine Sverdrup, der er seniorspecialist hos WWF Verdensnaturfonden.

- Tap noget saft ned i en flaske, og tag det med hjem til køleskabet. Det smager bedst, hvis det er lidt afkølet, siger seniorspecialisten.

Du tapper saften ved at skære en gren på halvanden til to centimeters tykkelse af birketræet. Vælg en gren, som sidder tæt på stammen.

Stik så det stykke af grenen, der sidder tilbage på træet, ned i en flaske, og lad saften dryppe ud.

2. Oplev livlige gedder.

Det er ikke for sjov, når gedderne går på lavt vand i april for at parre sig. Derfor kan det være en sjov oplevelse at tage ud at se, lyder det fra Anne-Kristine Sverdrup.

- Du kan finde dem ude i kanten af søerne, som står i forbindelse til større vandløb, siger hun.

Senere på foråret kan du opleve parringssæsonen for ørrederne, og det går ifølge Anne-Kristine Sverdrup endnu mere vildt for sig.

- Ørrederne ligger i gydebanken og nærmest flytter med stenene. Du finder fiskene ude i de store vandløb ved vandløbsspidserne, siger hun.

3. Led efter frøer.

Fra vandløb til vandhuller. Her er der også rig mulighed for at finde masser af dyreliv i foråret, lyder det fra naturvejleder hos Aage Jensen Naturfond Niels Lisborg.

- Den grønne frø begynder at kvække i maj måned. Der er virkelig gang i den, og du kan høre den på stor afstand, siger naturvejlederen.

Frøen er sky, så du skal passe på med ikke at skræmme den væk ved at larme for meget.

Begiver du dig ud allerede i april, kan du ifølge Niels Lisborg finde den brune frø, som dog ikke kvækker lige så meget som den grønne.

4. Saml og lav tangchips.

Bliver du lækkersulten på dine forårsudflugter, kan du lave blæretangschips.

- Foråret og sensommeren er det bedste tidspunkt til at samle tangen, og du kan gøre det over hele kysten, fortæller Niels Lisborg.

Du skal ikke spise det tang, som allerede er skyllet op på stranden. Saml i stedet det friske i vandet.

Skyl tangen, og blanchér det i kogende vand. Så går tangen fra at være brun til at få en smuk grøn farve ifølge naturvejlederen.

Pensl den med olie på en bageplade, og sæt den i ovnen på 120 grader i cirka 35 minutter, eller indtil den er sprød.

Så har du gode blæretangschips.

5. Find snoge og hugorme.

En solrig dag i april er et rigtig godt tidspunkt at spotte Danmarks to slanger, snogen og hugormen.

Her kommer de nemlig op fra deres underjordiske dvale, fortæller Anne-Kristine Sverdrup.

- Du finder dem oftest på tørre, åbne arealer. Her kravler de op og lægger sig på sten for at blive varmet af solen, siger hun.

Husk, at hugormen er giftig, men den bider kun, hvis den føler sig truet.

/ritzau fokus/

København, 28/12/2025 - 09:00

Knust kærlighed: Disse danske kendispar gik fra hinanden i 2025

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Landmand søger kærlighed-vært Sofie Martinusen fandt selv kærligheden i bedste sendetid på TV 2, men siden bristede forholdet. Og hun er ikke alene.

Kærligheden er bristet imellem en række danske kendispar i det år, der snart går på hæld.

Realitydeltageren Sofie Martinusen fandt kærligheden i bedste sendetid på TV 2 i anden sæson af "Bachelorette", da hun forelskede sig i tatovøren Daniel Lazrak Vadsholt, som fik hendes sidste rose i datingprogrammet.

Men i sommer gik parret fra hinanden.

- Vores kærlighed var ægte og smuk, og det er også sådan, vi er gået fra hinanden, med respekt og varme, skrev de i et opslag delt på det sociale medie Instagram.

- Der er ikke sket noget forfærdeligt mellem os - nogle gange er man kun i hinandens liv for en stund, og det var bare ikke meningen, at det skulle være os i sidste ende.

Bruddet skete, samtidig med at Sofie Martinusen selv debuterede som vært på et datingprogram, da hun landede jobbet som vært på "Landmand søger kærlighed".

Den royale romance mellem prins Joachims søn grev Felix og den dansk-chilenske skuespiller Mie Sofia Elers sluttede, godt et års tid efter at forholdet blev bekræftet.

Over for Se og Hør fortalte Mie Sofia Elers i februar, at parret var gået fra hinanden nogle måneder tilbage.

- Jeg har intet andet at sige, end at jeg kun har gode minder fra den tid, vi havde sammen, og jeg ønsker ham alt det bedste, sagde hun til ugebladet.

Kærligheden er også bristet mellem grev Felix' mor, grevinde Alexandra, og den skotske politiker og forretningsmand Malcolm Offord.

Det bekræftede den forhenværende prinsesses agentur, Social Works, i en besked til Ekstra Bladet med ordene om, at grevinden er single, og at hun nyder livet.

Efter næsten et årti sammen er kærligheden også bristet mellem den kendte skuespiller og instruktør Christian Tafdrup og psykoterapeuten Natalie Toro Stokholm.

Christian Tafdrup bekræftede bruddet over for Se og Hør tidligere i december og fortalte, at parret har været fra hinanden siden 2024.

Siden har de brugt tiden på at finde en ny måde at være familie på.

- Det er vigtigt for os at understrege, at beslutningen var fælles, og at vi fortsat står sammen som forældre til vores to piger, sagde han til ugebladet.

Christian Tafdrup og Natalie Toro Stokholm mødte hinanden første gang til en digtoplæsning. Men der gik to år inden parrets andet møde. Tre måneder efter blev Natalie Toro Stokholm gravid, og på parrets etårsdag i 2015 blev de forældre til datteren Cleo. I 2020 kom lillesøster Edie til.

I 2022 satte Christian Tafdrup ord på parrets forhold i et interview med B.T. og beskrev, hvordan forældreskabet påvirkede det.

- Jeg er i et på mange måder dejligt parforhold og har en familie, som jeg ikke vil miste. Men forældrerollen har også taget over. Vi sidder ikke længere romantisk og drikker vin og hører musik eller ryger smøger i sengen, sagde han dengang til avisen.

Han beskrev sig selv som en slave af nostalgien, men at det handlede om at grine og acceptere livets faser.

- For kærlighed er også at kede sig, at blive sure, at skændes og længes mod noget andet. Men man kan ikke altid genskabe det, der var, sagde han til B.T.

Det er også et stykke tid siden, at den danske skuespiller Morten Hee Andersen gik fra sin svenske kollega Agnes-Felicia Westerlund Rase, som han spillede over for i storfilmen "Margrete den første" fra 2021.

Over for Billed-Bladet fortalte Morten Hee Andersen i sommer, at de ikke længere dannede par.

Morten Hee Andersen har siden afsløret, at han har fundet kærligheden igen, men uden at indvie offentligheden i, hvem hans hjertes udkårne er.

Også Morten Hee Andersens medspiller Nicolai Jørgensen fra DR-dramaet "Carmen Curlers" oplyste i årets løb, at han ikke længere dannede par med sin kæreste.

Efter fire år sammen sluttede forholdet til Stine Winther Johansen, som Nicolai Jørgensen var i et langdistanceforhold med, da hun læser til dramatiker i Sverige.

Nicolai Jørgensen fortalte til Se og Hør, at bruddet skete på det, han beskrev som den bedste måde.

- Vi er supergode venner, og alt er godt. Det er næsten bedre, sagde han til ugebladet.

Parret lærte hinanden at kende i 2020, da Nicolai Jørgensen blev kontaktet af en gruppe veninder, heriblandt Stine Winther Johansen, fra en teaterhøjskole, der gerne ville have undervisning af ham med henblik på at søge ind på skuespilleruddannelsen.

Også melodigrandprixvinderen Saba og danseren Aviaya Rønnow Steinø tager et venskab med sig.

I september fortalte Saba til Se og Hør, at de ikke længere dannede par.

Parret mødte hinanden gennem branchen. De har begge arbejdet på Østre Gasværk Teater i København, og så har de også fælles bekendte, og det var derigennem, at der opstod sød musik. Men efter halvandet år sammen var forholdet forbi.

- Nogle gange passer man bare ikke sammen. Det har været et hårdt år for mig især, og det er klart, at det jo også kan mærkes på privatlivet, sagde Saba til ugebladet.

Efter ti år sammen flyttede den færøskfødte violinist Heidrun Petersen tilbage til Færøerne med sine og pianisten Sigurd Barretts to børn.

I et interview med Her og Nu kaldte Sigurd Barrett sig for en færøsk delefar. Hver måned flyver han derop og tilbringer fire-fem dage med sine døtre.

Ud over sine to små børn med Heidrun Petersen har Sigurd Barrett fem voksne børn fra et tidligere ægteskab.

2025 var også året, hvor 14 års forhold sluttede mellem tv-værten Signe Lindkvist og Mads Ulrick Holmstrup.

De stod frem som kærester i 2011 og smeltede deres børneflok sammen til en sammenbragt familie, men nu er kærligheden bristet.

I oktober bekræftede Tinka-stjernen Josephine Højbjerg forholdet til den advokatfuldmægtige Mikkel Reiss Overby, som hun havde dannet par med i længere tid. Men i december fortalte den 22-årige skuespiller til Se og Hør, at det var slut mellem de to.

- Jamen jeg er alene - og det har jeg det godt med. Det var for det bedste, sagde hun til ugebladet.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 28/12/2025 - 08:00

BLÅ BOG: Anders W. Berthelsen

* 56-årige Anders Wodskou Berthelsen blev uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i København i 1994.

* Han er vokset op i først Odense og siden Kolding.

* Han spillefilmdebuterede i "Portland" i 1996. Året efter han han sit store gennembrud i DR-dramaet "Taxa" i rollen som chaufføren René.

* Derudover har han udmærket sig i DR-dramaet "Krøniken", dogmedramaet "Italiensk for begyndere" og i thrilleren "Kongekabale".

* Han har været nomineret til Europas svar på en Oscar, en European Film Awards, i 1999 for sin præstation i dogmedramaet "Mifunes sidste sang".

* I Danmark har han været nomineret til 16 Robert-priser og vundet tre af dem: Årets Sang til børnefilmen "Der var engang en dreng - som fik en lillesøster med vinger" i 2007, Blockbuster Publikumsprisen i 2020 for "Ser du månen Daniel", som han også var med til at instruere, og for sit portræt af musikeren "Flemming Bamse" Jørgensen i 2023.

* Han har også været nomineret til ni Bodil-statuetter.

* Privat er han gift med produktionslederen Christina Pind, som han har datteren Vigga på 17 år sammen med. Familien bor lidt nord for København.

Kilder: Det Danske Filminstitut, danskefilm.dk.

Læs Mere >>

, 28/12/2025 - 10:00

BLÅ BOG: Pernille Wahlgren og Kasper Birk

* Pernille Wahlgren er investor, forfatter og etnolog. I 2018 opnåede hun økonomisk uafhængighed gennem investeringer i aktier.  

* Sammen med sin mand, Kasper Birk, driver hun virksomheden Birk & Wahlgren, der formidler viden om privatøkonomi og investering. 

* Kasper Birk har en baggrund som erhvervsjournalist og redaktør. Han sagde i 2021 jobbet op i mediebranchen for at rådgive andre om aktieinvesteringer. 

* Parret bor med deres to teenagesønner i København.

Kilde: birkwahlgren.dk.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 28/12/2025 - 10:00

Investeringseksperter: Lav altid dette regnestykke inden du køber nyt

Parret Pernille Wahlgren og Kasper Birk lever af at formidle viden om privatøkonomi. I deres hverdag prioriterer de skarpt, hvad de kaster penge efter.

De nægter at spare på kaffen og prioriterer økologi i køleskabet. Til gengæld holder de impulskøbene nede.

For hver en sparet klink kan knopskyde gennem investeringer, lyder det fra Pernille Wahlgren og Kasper Birk, der danner par både professionelt og privat.

Sammen driver de en virksomhed, der formidler viden om privatøkonomi og investering. Og så er de aktuelle med den nye bog "Investér dig fri - det er aldrig for sent at investere sig til et bedre liv".

Her deler de ud af, hvornår de ifører sig spenderbukserne, og hvornår de spænder livremmen ind.

Hvad har I senest brugt penge på?

- Vinterfrakker til drengene. Heldigvis er de så store nu (16 og 18 år, red.), at de ikke skal have nye jakker hvert år. Men det har været det seneste større køb, siger Kasper Birk.

- Kasper fik også en, og den er faktisk samme størrelse som drengenes nu, siger Pernille Wahlgren.

Hvad er jeres allerbedste spareråd til hverdagen?

- Når du overvejer at købe noget, så regn altid igennem, hvad beløbet kunne blive til, hvis det blev investeret i stedet for. Spørg dig selv: Hvad går jeg glip af ved ikke at bruge pengene på investeringer? Det er en måde at skære ned på impulskøb, siger Kasper Birk.

Hvad ville I aldrig spare på?

- Kaffe og økologisk mad. Vi drikker utroligt meget kaffe, og 90 procent af maden, vi køber, er økologisk, siger Pernille Wahlgren, og Kasper Birk supplerer:

- For os har det haft noget at gøre med at blive forældre og gerne ville sikre sundhed for vores børn. Så nytter det ikke noget at spare på fødevarerne.

Hvor hænger pris og kvalitet for jer ikke sammen?

- Hvis en pris kun er baseret på et brand, så er det ikke fedt. Vi går ind for høj kvalitet og vil også gerne betale for det. Men det giver ikke mening at købe noget, der er megadyrt, hvis kvaliteten ikke er i orden, siger Kasper Birk.

Hvad er jeres guilty pleasure?

- Jeg kigger på boligannoncer til sommerhuse, og så regner Kasper ud, hvad det egentlig koster. Jeg ser også boligprogrammer - blandt andet om svenske Marie Olsson Nylander, der renoverer hus på Sicilien - og tænker: Måske kunne det også være mig, fortæller Pernille Wahlgren og griner.

- Jeg kan godt få lyst til at købe en udpræget luksusbil, men ender altid med at besinde mig, lyder det fra hendes mand.

Hvad er det dummeste, I har brugt penge på?

- Jeg købte en Chloé-taske i London for 15.000 kroner for 10-15 år siden. På det tidspunkt var det bare lige den designertaske, der skulle markere et nyt kapitel i mit liv, siger Pernille Wahlgren, og Kasper Birk spiller ind:

- De dummeste ting, jeg har købt, har været elektronik, der hurtigt bliver outdated. For eksempel en masse kameraudstyr i god kvalitet, jeg ikke har brug for, fordi min iPhone kan det samme.

Hvad er de klogeste penge, I har brugt?

- Vores aktier. Det er det, vi helt klart har tjent flest penge på. Og så har vi brugt kloge penge på andelsboligmarkedet, siger Kasper Birk.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek