Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

New York, 12/06/2026 - 18:39

SpaceX åbner 11 procent højere på første handelsdag

Fredag har SpaceX første handelsdag på børsen. Aktien åbner med en stigning på over 11 procent.

Jeenah Moon/Reuters

Af: /ritzau/

SpaceX-aktien, som fredag har første handelsdag på børsen i New York, åbner i kurs 150 dollar.

Det er mere end 11 procent højere end den oprindelige børsnoteringskurs, som lød på 135 dollar.

Siden handlen er begyndt, er aktien steget yderligere, og omkring klokken 18.00 lyder stigningen på 20 procent.

Børsnoteringen af SpaceX er den største i historien.

Med flere end 555 millioner SpaceX-aktier til salg vil børsnoteringen indbringe rumfartselskabet 75 milliarder dollar - omkring 484 milliarder kroner.

Den største børsdebut indtil nu stod olieselskabet Saudi Aramco for i 2019. Børsnoteringen indbragte dengang selskabet 29,4 milliarder dollar.

Med børsnoteringen placerer SpaceX sig også blandt de ti største virksomheder på det amerikanske aktiemarked.

Den oprindelige børsnoteringskurs på 135 dollar værdisætter selskabet til 1770 milliarder dollar - svarende til over 11.000 milliarder kroner.

Det betyder, at SpaceX vil være mere værd end selskaber som Tesla, Meta og Walmart.

Lukker aktien højere, kan markedsværdien dog blive endnu større.

Det er rigmanden Elon Musk, som har stiftet og er topchef i det amerikanske rumfartsselskab.

Med kursstigningen fredag har han nu en formue på over 1000 milliarder dollar, skriver mediet MarketWire. Det svarer til 6459 milliarder kroner.

Dermed er han verdens første billionær.

Tidligere på dagen holdt Elon Musk en tale ved en begivenhed i SpaceX' hovedkvarter i delstaten Texas i forbindelse med børsnoteringen.

- SpaceX vil gerne kunne tage jer med til Månen, til Mars og i sidste ende endnu længere.

- Jeg er på nuværende tidspunkt overbevist om, at vi med det utrolige team, vi har her hos SpaceX, vil gøre det muligt for jer, lød det fra Musk.

Børsen i New York åbnede klokken 15.30 dansk tid, men handlen med SpaceX-aktien begyndte først lidt før klokken 18.00.

Det hænger sammen med, at der først skulle være konsensus om prisen på aktien på grund af den store efterspørgsel.

SpaceX blev grundlagt i 2002 og har været med til hundredvis af raketopsendelser.

Selskabet er blandt andet blevet den amerikanske rumadministration Nasas største partner, når det kommer til opsendelser.

Størstedelen af omsætningen kommer dog fra Starlink, som er SpaceX' omfattende netværk af internetsatellitter.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek