Svendborg, 10/07/2025 - 15:15
Dødsbilist uden kørekort får seks års fængsel efter ulykke på Fyn
En 23-årig mand, der sidste år kørte ind i en 87-årig kvinde i Gudme, idømmes seks års fængsel for drab.
Af: /ritzau/
23-årige Mikkel Martinus Hansen erkendte tidligere på ugen i retten, at han adskillige gange har kørt uden kørekort og i beruset tilstand.
Torsdag i Retten i Svendborg er han blevet idømt seks års fængsel for uagtsomt manddrab, efter at han i november sidste år kørte frontalt ind i en 87-årig kvindes bil i et højresving i byen Gudme på Fyn.
Kvinden mistede livet.
Derudover er han blevet frakendt førerretten i ti år.
Han trodsede et lægeligt kørselsforbud og var alkoholpåvirket på ulykkestidspunktet.
Sammenstødet væltede kvindens bil om på siden, hvor den landede ind i en have, der grænsede op til vejen.
Retten lagde vægt på, at Mikkel Martinus Hansen, selv om han havde erkendt samtlige af sagens forhold havde kørt hensynsløst.
Han ignorerede sit lægelige kørselsforbud, var alkoholpåvirket, havde ikke kørekort og havde forklaret, at han kørte stærkt for at vise sig over for sine venner.
I retten fortalte han mandag, at han jævnligt havde kombineret kørsel og alkohol med sine kammerater, når de kørte rundt på de små veje omkring Svendborg, selv om han ikke havde et kørekort.
- Jeg er skoletræt og ikke særlig boglig. Siden jeg ikke havde problemer med at køre bilen og aldrig blev stoppet, valgte jeg bare at køre alligevel, sagde han.
Den dag ulykken fandt sted, havde han været ude og køre og drikke øl med nogle venner, som også var med i bilen.
De vidnede alle tre i retten og vurderede, at de nok havde drukket fem til seks øl hver.
- En af de andre spurgte, om bilen ikke kunne noget, så jeg skulle jo lige bevise, at det kunne den godt. Jeg trykker speederen i bund ned ad bakken, men får bremset for sent og når ikke at tage nok fart af, forklarede han mandag.
Bilen, en Opel Corsa, havde kørt godt 600.000 kilometer, og ifølge Mikkel Martinus Hansen havde bremserne set bedre dage.
Han erkendte at han kørte for stærkt, at han fejlvurderede svinget og kortvarigt mistede kontrollen, selv om han havde kørt der mange gange før.
En bilinspektør fortalte i retten, at han kørte mellem 96 og 106 kilometer i timen, da han kolliderede med kvinden. På det tidspunkt var fartgrænsen på strækningen 60 kilometer i timen.
Den er siden blevet sænket til 40.
- Jeg kørte bare for stærkt ind i svinget. Jeg går ud som et lys med det samme og vågner først igen, da jeg bliver trukket ud af bilen. På det tidspunkt er jeg vildt forvirret og har ingen anelse om, hvad der er sket.
- Havde hendes bil ikke været præcis der på det tidspunkt, ville der aldrig have været sket noget. Det er meget uheldigt og tragisk, sagde han.
Han fortæller, at han var ved bevidsthed på ulykkestidspunktet.
Den 23-årige tog betænkningstid til at anke dommen og forbliver varetægtsfængslet.
/ritzau/