København, 26/06/2025 - 16:06
26-årig fængsles i 15 år og udvises for drab i parkeringskælder
En 26-årig mand fra Congo og en 27-årig fra Jamaica udvises i forbindelse med manddrab på Frederiksberg.
Af: /ritzau/
Politiet fandt i marts sidste år en mand livløs i sin bil i en parkeringskælder på Johannes V. Jensens Allé på Frederiksberg.
Han var blevet skudt én gang i ryggen og én gang bag venstre øre.
Torsdag eftermiddag er 26-årige Ally Kongolo fra Congo ved Retten på Frederiksberg blevet fundet skyldig i drabet.
Ifølge ham selv var det et røveri, der gik galt, men nu fængsles han i 15 år og udvises af Danmark for bestandigt for manddrab.
En medtiltalt, den 27-årige Krishna McPherson fra Jamaica, frifindes for drab, men får tre års fængsel og udvises af Danmark med indrejseforbud i seks år for ulovlig våbenbesiddelse.
Retten lagde i afgørelsen vægt på, at der var tale om en nøje planlagt, koldblodig og professionelt udført likvidering, og kom derfor frem til den hårde straf.
Kort efter at politiet havde fundet offeret i parkeringskælderen, blev de to mænd anholdt og tiltalt for at have planlagt drabet i forening med en tredje gerningsmand, som kort efter havde forladt landet.
Under sagen nægtede de sig begge skyldige.
Den 26-årige forklarede til politiet, at han slet ikke var til stede, da drabet fandt sted.
Han erkendte dog, at medgerningsmanden og offeret havde kendt hinanden i mange år og tidligere været tætte venner.
Ifølge hans forklaring var det oprindeligt planen at røve offeret - ikke at slå ham ihjel.
Ally Kongolos forsvarer ankede dommen til landsretten, mens Krishna McPherson fik betænkningstid i forhold til at anke.
/ritzau/