Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 20/12/2024 - 10:47

Nye retningslinjer skal gøre det trygt for børn at medvirke i film

Der er fokus på arbejdstider, eksponering og støtte i de nye rammer for børn i tv-branchen.

Af: /ritzau/

Når tv- og filmbranchen i det nye år har børn- og unge med på settet, er der nye retningslinjer, de skal være opmærksomme på.

For en samlet tv- og filmbranche er blevet enige om at lave fælles retningslinjer for børn og unge i film- og tv-produktioner.

Det skriver DR.

I de nye rammer for børn og unge i film- og tv-produktioner er der blandt andet fælles standarder for arbejdstid.

Samtidig er der i retningslinjerne fokus på, hvordan børnene bliver eksponeret, og at rådgivning og støtte skal være tilgængeligt.

- Vi er meget begejstrede for, at så mange aktører i branchen er blevet enige om disse nye, fælles retningslinjer.

- Det betyder, at producenterne nu får en bedre mulighed for at tage særlig hensyn til børnene i planlægningen og budgetteringen af produktionerne, siger direktør i Producentforeningen Anna Porse Nielsen til DR.

Retningslinjerne træder i kraft fra januar 2025.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek