Cupertino, 12/09/2023 - 20:27
Ny iPhone får samme strømstik som andre nye telefoner
IPhone 15 kommer i fire varianter, der alle skal oplades med USB-C, siger Apple på pressemøde.
Nic Coury/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Den nye iPhone 15 kommer til at blive opladet via et USB-C-kabel lige som andre nyere telefoner.
Det oplyser Apple på et pressemøde tirsdag aften dansk tid.
- USB-C er blevet en universelt accepteret standard, så vi bringer det til iPhone, siger en repræsentant fra Apple.
Dermed dropper Apple sit særlige lightning-stik, som alle iPhones lanceret efter 2012 har været udstyret med.
I oktober sidste år vedtog EU-Parlamentet, at alle mobiltelefoner fra efteråret 2024 skal kunne lades med et USB-C-kabel.
På pressemødet har Apple lanceret en række nye produkter herunder den nye iPhone 15, som kommer i fire varianter. Foruden standardmodellen kommer den i Plus, Pro og Pro Max.
Den billigste model, der blot hedder iPhone 15, har en startpris på 799 amerikanske dollar. Det svarer til lidt mere end 5500 kroner.
De dyrere Pro-modeller vil få et cover lavet af titanium, der ifølge Apple skal bidrage til et lettere og tyndere design.
Derudover skifter Apple den knap, som kan sætte telefonen på lydløs, ud med en nye handlingsknap. Knappen kan stadig bruges til at slå lydløs tilstand til og fra, men man kan også bruge den til at aktivere andre ting på telefonen.
Det er kun Pro-modellerne, der får den nye handlingsknap.
IPhone 15 Pro kommer til at få en startpris på 999 amerikanske dollar svarende til knap 7000 kroner.
Også en ny generation af Apple Watch er blevet præsenteret. Her har Apple blandt andet løftet sløret for et nyt Apple Watch Ultra.
/ritzau/