Teheran, 27/04/2025 - 01:37
14 dræbt og 750 kvæstet ved eksplosion i iransk havneby
Efter voldsom eksplosion siger minister, at man håber at kunne slukke brand inden for de kommende timer.
Mohammad Rasole Moradi/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
14 personer er blevet dræbt og 750 kvæstet i en voldsom eksplosion, der lørdag fandt sted i havnebyen Bandar Abbas i det sydlige Iran.
Det oplyser Irans indenrigsminister, Eskandar Momeni, på beskedtjenesten Telegram. Det skriver nyhedsbureauet AFP tidligt natten til søndag.
- Indtil videre er 14 personer døde, mens 750 personer er kvæstet i eksplosionen, skriver Momeni.
Eksplosionen skete i havneområdet Shahid Rajaee.
Dødstallet fra hændelsen, der skete tidligere på dagen, er blevet opjusteret flere gange i løbet af dagen.
Tidligere var det blevet oplyst af Røde Halvmånes nødhjælps- og redningsorganisation, at fire var blevet dræbt og mere end 500 kvæstet.
Det blev senere opjusteret til fem dræbte og over 700 kvæstede af Mehrdad Hasanzadeh, der står for katastrofehåndteringen i provinsen. Det skrev nyhedsbureauet AP.
- Alle ressourcer fra andre byer og Teheran er blevet sendt afsted. Og vi håber at kunne slukke branden inden for de kommende timer, siger indenrigsminister Eskandar Momeni.
Stats-tv beretter lørdag aften, at "intensiteten" på branden i havnen er steget, og at det er muligt, at den spreder sig til andre områder og containere. Det skriver AFP.
Hossein Zafari, talsperson for Irans organisation for krisehåndtering, har sagt, at det var kemikalier i containere, der var årsag til eksplosionen. Det har han udtalt til det iranske nyhedsbureau Ilna ifølge Reuters.
En talsperson for landets regering har dog udtalt, at selv om det højst sandsynligt er kemikalier, der er skyld i hændelsen, er det endnu ikke muligt at fastslå den præcise årsag.
Det skriver Reuters.
Søndag vil skoler og kontorer, der ligger i en radius af 23 kilometer fra Bandar Abbas være lukket. Det skal give myndighederne mulighed for at fokusere på beredskabsarbejdet. Det har stats-tv berettet ifølge AFP.
Nyhedsbureauet Tasnim skrev tidligere, at arbejdet er indstillet i havnen, mens brandfolk arbejder på at slukke ilden.
Et stort antal havnearbejdere var på arbejde, da eksplosionen fandt sted.
Eksplosionen var så kraftig, at den blæste ruderne ud i bygninger flere kilometer væk, har iranske medier berettet.
Irans officielle nyhedskanaler har vist optagelser af en enorm sort og orange røgsky stige op fra havneområdet efter eksplosionen.
Bandar Abbas ligger ud til Hormuz-stræder ved Den Persiske Bugt.
Irans præsident, Masoud Pezeshkian, har givet ordre til, at hændelsen bliver efterforsket. Det skriver Reuters.
/ritzau/
Læs også:
Otte dræbt og 750 kvæstet ved eksplosion i iransk havneby
Otte dræbt og 750 kvæstet ved eksplosion i iransk havneby
Mindst fem dræbt og 700 kvæstet ved eksplosion i iransk havneby
Mindst fem dræbt og 700 kvæstet ved eksplosion i iransk havneby
Mindst fire dræbt og 500 kvæstet ved eksplosion i iransk havneby
Mindst 406 er kvæstet i eksplosion i iransk havneby
Mindst 281 er kvæstet i eksplosion i iransk havneby
Mindst 195 er kvæstet i eksplosion i iransk havneby