Kastrup, 16/12/2025 - 19:52
Kraftig tagbrand i lagerhotel på Amager
Politiet har ikke nogen formodning om, at der skulle være tilskadekomne ved tagbrand på Amager.
Steven Knap/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Politi og brandvæsen er rykket ud til en kraftig tagbrand på Præstefælledvej i Kastrup.
Det oplyser vagtchef ved Københavns Politi, Anders Frederiksen.
- Vi har ikke nogen formodning om, at der er nogen tilskadekomne, siger han og tilføjer, at der ikke er tale om en beboelsesejendom.
Branden er nærmere bestemt brudt ud på Præstefælledvej 16, hvor der ligger en Nettolager, der er et lagerhotel, som udlejer opbevaringsrum.
- Der er store dele af denne her bygning, der kommer til at brænde ned, siger vagtchefen, da branden er så kraftig.
Han oplyser videre, at der foruden Nettolager også ligger andre firmaer på adressen.
Politiet opfordrer beboere i området til at lukke døre og vinduer på grund af røg.
- Der er ret kraftig røg derude. Vi er ved at undersøge, hvad det er, der brænder, siger vagtchefen.
Politiet fik anmeldelsen klokken 18.49 fra brandvæsenet, der oplyste, at der skulle være store flammer i en bygning derude.
/ritzau/




