Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Berlin, 22/04/2026 - 21:24

Rusland vil stoppe kasakhisk olie til Berlin via omstridt rørledning

De "tekniske muligheder" er ifølge Rusland skyld i, at der ikke vil komme kasakhisk olie til Tyskland.

John Macdougall/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/Reuters

Rusland vil fra 1. maj stoppe med at lade kasakhisk olie strømme til Tyskland via Druzjba-rørledningen.

Det siger Alexander Novak, som er russisk vicepremierminister, ifølge nyhedsbureauet Reuters onsdag.

Den kasakhiske olie går til PCK-raffinaderiet tæt på den tyske hovedstad, Berlin. Raffinaderiet i byen Schwedt leverer størstedelen af Berlins flybrændstof, benzin og fyringsolie.

Den kasakhiske olie udgør omkring 17 procent af raffinaderiets forsyninger. PCK-raffinaderiet får også olie via havnebyerne Rostock og Gdańsk i Polen.

Novak begrunder stoppet med de "tekniske muligheder" - og giver ikke yderligere forklaringer.

- Fra 1. maj vil forsyningerne af kasakhisk olie, som tidligere blev leveret til Tyskland via Druzjba-rørledningen, blive omdirigeret til andre tilgængelige ruter, siger han til journalister.

Det var tidligere det russiske olieselskab Rosneft, der drev PCK-raffinaderiet. Men den tyske stat har nu beslaglagt PCK efter Ruslands invasion af Ukraine.

Krigen gjorde en ende på et langvarigt energisamarbejde mellem Tyskland og Rusland.

Novak bliver på pressemødet spurgt, om Tyskland kommer til at miste forsyninger nu.

- Tyskerne har opgivet den russiske olie, så de klarer sig fint, siger han.

Druzjba-rørledningen har de seneste uger været genstand for stor opmærksomhed i en anden sammenhæng. Den har nemlig været centrum i en strid mellem Ukraine og Ungarn, som har blokeret for et 90 milliarder euro stort EU-lån til Ukraine.

Der har været lukket for forsyninger til Ungarn og Slovakiet via Ukraine siden januar, hvor Ukraine sagde, at rørledningen blev ramt af et russisk droneangreb.

Ungarn har beskyldt Ukraine for at forhale reparationerne. Tirsdag meddelte den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, at rørledningen var repareret.

Og onsdag kunne EU-medlemslandene give en foreløbig godkendelse til lånet.

/ritzau/Reuters

TjekDet - faktatjek