Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 01/04/2023 - 10:00

Sådan skriver du en vellykket festsang

Glæd dine nære og kære med en hjemmelavet gave, der kan synges til forårets og sommerens sammenkomster.

Bjørn Khler/Ritzau Scanpix

Af: Af Signe Haahr Pedersen, Ritzau Fokus

Niecen skal konfirmeres, og du er ikke den store taler. Så hvorfor ikke springe ud som rimsmed?

To professionelle af slagsen giver her deres bedste fif til, hvordan du kreerer en gedigen lejlighedssang.

1) Vælg simple toner.

Allerførst skal du finde en melodi, der er nem at gå til, lyder det fra Eva Flinker, som har 25 års erfaring med at forfatte personlige festsange.

- Brug børnesange, som alle kender. De fungerer godt som fællessange, fordi der ikke er den mindste tvivl hos gæsterne om, hvordan de skal synges, siger hun.

Ifølge tekstforfatter Merete Stoltze Møller, der ligesom Eva Flinker skriver sange på bestilling, bør du også undgå numre med omkvæd.

- Det er sådan med mange melodier med omkvæd, at folk tror, de kender dem, men faktisk kender de kun omkvædene og ikke versene, siger hun og fortsætter:

- Selv en melodi som "Kald det kærlighed", som er blevet spillet utallige gange, og hvor alle kan omkvædet, kan du risikere, at du når til verset og tænker: "Hvordan er det nu lige, det er?"

2) Lav en stikordsliste.

Med melodien på plads kan du kaste dig over teksten.

Eva Flinker opfordrer dig til at lave varieret og organiseret liste med stikord om sangens hovedperson. Listen kan rumme karakteregenskaber, interesser og sjove anekdoter.

- For mig er det vigtigt at lave et grundigt forarbejde, hvor der stilles uddybende spørgsmål til de allerede skrevne stikord, for at alle de vigtige detaljer kommer med, fortæller hun.

Husk også at få med, hvilket forhold I har til hinanden, og hvad personen betyder for dig.

3) Syng dig gennem takterne.

Når listen er færdig, er du klar til at sætte tekst og toner sammen. Her hjælper du dig selv godt på vej ved at få styr på takterne, fastslår Merete Stoltze Møller.

- En stavelse i et ord svarer til en takt i musikken. Tæl derfor, hvor mange takter der er i den musik, du har valgt, og noter, hvor rimene er.

Nu handler det om at kreere sætninger, der matcher rytmen i den oprindelige tekst. Sørg for hele tiden at synge det, som du skriver. På den måde kan du nemmere høre, hvis der er noget, der ikke passer.

Så snart du har et udkast på plads, råder Merete Stoltze Møller dig til at præsentere det for en, du kender.

- Det kan være meget godt at få en anden til at synge sangen, og det skal være en, der ærligt vil sige, hvis der er steder, som ikke fungerer, siger hun.

3) Drop ironien.

En lejlighedssang gerne må gerne være festlig og humoristisk, men først og fremmest skal den være kærlig, mener Eva Flinker.

- Det skal være en gave og må ikke gøre nogen kede af det. Vi er enormt ironiske i Danmark, men ironi skal man passe på med i lejlighedssange.

- Du må gerne være selvironisk, men du skal ikke være ironisk på andres bekostning, siger hun.

Samme toner kommer fra Merete Stoltze Møller.

- Det er en gave og tradition, som man kommer med til konfirmanden eller sølvbryllupsparret, siger hun og fortsætter:

- Man kan faktisk ende med at have en hel familiehistorie liggende, hvis man gemmer de her sange.

/ritzau fokus/

København, 18/12/2025 - 04:14

Balletskolens kunstneriske leder stopper til maj efter klager

Emil Hougaard/Ritzau Scanpix

Anne Peyk søger ikke om forlængelse på Det Kongelige Teaters Balletskole efter klager fra forældre.

Det Kongelige Teaters Balletskoles kunstneriske leder, Anne Peyk, søger ikke om forlængelse, når hendes tidsbegrænsede ansættelse udløber til maj 2026.

Det skriver Berlingske.

Det sker, efter at avisen har rettet henvendelse til balletskolen om seks klager fra forældrepar, en tidligere lærer og en tidligere aspirant samt udtalelser fra 22 kilder.

De seks nye klager kom oven i en klage fra ni forældrepar fra februar.

Klagerne handler om en såkaldt skadelig kultur, dårlig ledelse og manglende gennemsigtighed på balletskolen, særligt under den kunstneriske leder Anne Peyk.

Anne Peyk beskrives i klagerne som uempatisk og diktatorisk, og hendes ledelsesstil bliver kaldt frygtbaseret.

Det var ellers blevet lovet, at der skulle ske en kulturforandring på skolen, efter at flere elever i 2023 stod frem i Politiken og fortalte om et stort pres samt psykiske lidelser og fysiske skader.

Skolen hyrede advokatfirmaet Horten til en advokatundersøgelse, der viste problemer med mistrivsel, og bestyrelsesformand Lars Barfoed undskyldte forholdene på skolen.

Men Berlingske har nu talt med 22 kilder, der kritiserer teatrets ledelse, forholdene på balletskolen og håndteringen af de nye klager.

Teaterchef på balletskolen Kasper Holten skriver i et skriftligt svar til Berlingske, at teatret som følge af klagerne hyrede Kammeradvokaten til at foretage endnu en advokatundersøgelse.

Og advokatundersøgelsen har konkluderet, at påstandene ikke kan underbygges, siger Kasper Holten til Berlingske.

Han kritiserer dog, at medierne gengiver "meget grove beskyldninger mod en enkelt medarbejder, efter at klagerne er blevet grundigt undersøgt", "for så begynder det at ligne en personhetz".

Anne Peyk skriver i et skriftligt svar til Berlingske, at hun allerede i oktober meddelte udviklings- og børnedirektør Dorthe Paulli, at hun ikke ville søge om forlængelse til maj.

- Selv om jeg ikke skal lægge skjul på, at det har været hårdt at være under anklage i mere end otte måneder, er jeg glad for at Kammeradvokaten så grundigt har undersøgt sagen og ikke finder klagerne mod mig begrundede, lyder det.

Politiken har med input fra 48 tidligere balletskoleelever afdækket, at balletskolen skal have fremprovokeret spiseforstyrrelser, angst og depression ved at opfordre normalvægtige elever til at tabe sig.

Det Kongelige Teaters Balletskole modtager 18,7 millioner kroner årligt fra staten.

/ritzau/

Læs Mere >>

Los Angeles, 17/12/2025 - 20:36

Fra 2029 vil Oscar-uddelingen blive vist på YouTube

Angela Weiss, Lionel Bonaventure/Ritzau Scanpix

Siden 1976 er oscaruddelingen blevet vist på tv-stationen ABC, men den flyttes til YouTube om nogle år.

Fra 2029 vil oscaruddelingen blive streamet på hjemmesiden YouTube.

Det oplyser oscarakademiet i en pressemeddelelse.

Siden 1976 er oscaruddelingen ellers blevet sendt på tv-stationen ABC, men den flyttes om nogle år til YouTube, som har fået en eksklusiv femårig aftale som distributionspartner.

- Dette partnerskab vil give os mulighed for at udvide adgangen til akademiets arbejde til det størst mulige publikum på verdensplan, lyder det i en udtalelse fra akademiets ledelse, skriver akademiet i pressemeddelelsen.

Aftalen gælder for dækningen af selve prisuddelingen, den røde løber, backstage-indhold og adgang til det såkaldte Governors Ball, der er den officielle fest efter prisuddelingen.

Indholdet vil være tilgængeligt live og gratis for over to milliarder seere i hele verden, lyder det.

Samtidig vil der være undertekster og lydspor tilgængelige på flere sprog.

- Vi vil kunne fejre film, inspirere nye generationer af filmskabere og give adgang til vores filmhistorie på en hidtil uset global skala, lyder det fra akademiet.

22. januar bliver næste års oscarnomineringer meldt ud.

Oscaruddelingen finder sted 15. marts 2026 i Los Angeles, USA, og markerer den 98. udgave af prisuddelingen af det, der er den mest prestigefyldte amerikanske filmpris.

Den danskproducerede dokumentarfilm "Mr. Nobody mod Putin" er blandt de 15 film, der er shortlistet til en Oscar i kategorien Bedste Dokumentarfilm.

Den danske oscarkomité udvalgte i september filmen som det danske bud på en oscarnominering i kategorien Bedste Internationale Film.

I den kategori er filmen blevet forbigået.

I løbet af de seneste 15 år er otte danske film blevet nomineret til Bedste Internationale Film.

To - "Hævnen" af Susanne Bier og "Druk" af Thomas Vinterberg - har i denne periode modtaget prisen.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 18/12/2025 - 10:00

FAKTA: Drop nytårstorsken

* Mens blæksprutten stortrives i det danske farvande, ser det mindre positivt ud for torsken. 

* Sidste år opfordrede Verdensnaturfonden (WWF) til, at danskerne sprang nytårstorsken over. WWF anbefalede at gå efter østers, muslinger og blæksprutte som alternativer. 

* Torskebestanden i Østersøen er så kritisk, at det er forbudt for lystfiskere at fiske efter den klassiske nytårsfisk her, mens erhvervsfiskeriet i flere år har været begrænset til bifangst.

* EU-landene har indgået en ny aftale, der i 2026 reducerer kvoten for fiskeri af torsk i Nordsøen med 44 procent. 

Kilder: WWF og Landbrugs- og Fiskeristyrelsen. 

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 18/12/2025 - 10:00

Sæt sæsonens smagfulde delikatesser på nytårsmenuen

Mathias Eis/Ritzau Scanpix

Blæksprutte og græskar er på listen over vinterens råvarer og kan spille hovedroller i din nytårsmenu. Få inspiration til middagen på årets sidste dag.

Nytårsfejringen er en klippefast tradition. Men derfor kan man godt tænke ud af boksen, når middagen skal sammensættes.

Det foreslår Jens Peter Moestrup Hansen, der er kok og ejer af fiskehandleren Hav i København:

- Jeg plejer at servere flere snacks, så hovedretten er lidt mindre omstændelig.

For en fiskehandler er østers en obligatorisk snack nytårsaften, siger han.

Han fokuserer desuden på, at elementerne i menuen skal kunne forberedes i god tid, så madlavningen ikke stjæler tiden på den festlige aften.

- Noget af det vigtigste til nytår er, at det skal være rimeligt hurtigt at anrette, siger Jens Peter Moestrup Hansen.

Hvis du leder efter et billigere alternativ til den klassiske nytårstorsk, anbefaler han rovfisken sandart.

Fiskehandleren foreslår at servere rovfisken rå ved at skære den i små tern og marinere dem i saften fra citrusfrugter.

Den generelle anbefaling fra Fødevarestyrelsen er at fryse fisk, der skal spises rå, i minimum 24 timer.

Jens Peter Moestrup Hansen vil anrette sandarten med sprøde, bitre salater, grape og en asiatisk dressing med ingefær, fiskesovs, soja, sesamolie og appelsinskal.

For Maria Lesi, der er køkkenchef på spisestedet Omegn & Venner i København, er sæsonens råvarer altid udgangspunktet, når hun planlægger nytårsmenuen.

- Når du har et mindre udvalg af råvarer, er det lettere at finde på, hvilke retter du kan lave, siger hun.

Blæksprutte er et af de havdyr, der for tiden strømmer ind i de danske farvande.

- Vær sikker på, at du renser den godt og dupper den tør med noget papir. Put den på panden med olie, og når den begynder at krølle sammen, er den klar, siger kokken.

Maria Lesi krydrer gerne den stegte blæksprutte med salt og cayennepeber og serverer den som snack.

Også Jens Peter Moestrup Hansen foreslår, at det bløde havdyr indgår i årets sidste måltid.

- Jeg synes, det er lækkert at skære den ud som en flade, stege den ved rigtig høj varme cirka fire minutter på den ene side og et minut på den anden, og så skære den i små strimler bagefter, siger han.

Dertil ville fiskehandleren lave en græskarpuré, hårdt stegte porrer og en muslingesauce.

- Kog muslinger helt i smadder i hvidvin. Så smager muslingerne af nærmest ingenting, men du har en rigtig god fond, som du kan koge ned med lidt fløde, siger han.

Hvis du gerne vil lave en vegetarisk ret, er hjemmelavet ravioli et godt bud.

- Det er altid lækkert at servere pasta til nytår, fordi det ikke er så tungt på protein, og så kan man få det til at se rigtig flot ud, siger Maria Lesi.

Hvis du ikke vil kaste dig ud i at lave de klassiske italienske pastalommer selv, kan du vælge en anden pasta eller købe nogle friske i supermarkedet, fortæller hun.

Køkkenchefen ville fylde pastaen med ricotta - en friskost med en mild smag - og servere den som forret sammen med en puré lavet af hokkaidogræskar og kraftfulde krydderier.

- Kombinationen af hokkaido, rosmarin og chiliflager er rigtig god, lyder det fra Maria Lesi.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek