Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 05/11/2025 - 06:52

Dennis Knudsen udgiver bog om vanvidskørsel på færgehavn

"Da bommen gik ned" er titlen på kendt stylists nye udgivelse, hvor han sætter ord på nedsmeltning i Aarhus.

Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Kendisfrisøren Dennis Knudsen udgiver den 28. november bogen "Da bommen gik ned".

Det skriver Buster Nordic, som udgiver bogen, i en pressemeddelelse.

Titlen refererer til en meget omtalt sag, hvor Dennis Knudsen fik frakendt kørekortet efter en episode ved Molslinjen på Aarhus Færgehavn i 2023.

- Jeg har valgt at fortælle min historie nu, fordi jeg ikke vil lade andre definere, hvem jeg er. Der er blevet sagt og skrevet så meget om mig, men sandheden er altid mere nuanceret end overskrifterne.

- Det her er min mulighed for at sætte ord på, hvad der sker - og hvad det gør ved mig som far, menneske og offentlig person, siger Dennis Knudsen i pressemeddelelsen.

Knudsen har fortalt sin historie til journalist Frederikke Stage. Han beskriver blandt andet, hvordan hele forløbet har haft personlige og økonomiske konsekvenser for ham.

I den meget omtalte sag fra havnen i Aarhus blev Dennis Knudsen frakendt kørekortet. Han blev også idømt 40 dages betinget fængsel for fareforvoldelse og vanvidskørsel, og han fik konfiskeret sin Audi Q7.

Kendisfrisøren har tidligere fortalt i retten, at han "kollapsede" og fik en "nedsmeltning", da han en aften i juli 2023 var i Aarhus for at nå dagens sidste afgang mod Sjællands Odde.

Færgebommen gik ikke op, fordi han var kommet for sent til at kunne køre om bord.

Men Knudsen insisterede på at komme med og henvendte sig til Molslinjens driftskontor for at tale med medarbejderen, der havde afvist ham.

Det resulterede i, at tre computerskærme røg på gulvet og to færgebomme blev revet af, hvorefter Dennis Knudsen satte kurs mod færgen.

Han blev mødt af en færgemedarbejder, der gjorde tegn til, at han skulle standse.

Men Knudsen fortsatte ifølge medarbejderen og klodsede først bremserne på bilen, idet kølerhjelmen ramte hendes mave.

Til sidst lagde hun sig op på bilens kølerhjelm for at undgå at havne under bilen og campingvognen, forklarede hun.

/ritzau/

København, 05/11/2025 - 09:33

Kim Kardashians tv-serie får nul stjerner og hug af anmeldere

Scott A Garfitt/Ritzau Scanpix

"Muligvis den værste nogensinde" er en af anmeldelserne, Kim Kardashian kan læse i kritikken af ny tv-serie.

De to britiske medier The Guardian og The Times giver nul stjerner og kritik i anmeldelserne af den amerikanske tv-serie "All's Fair".

I tv-serien spiller den amerikanske realitystjerne Kim Kardashian en fremtrædende rolle.

Avisen The Guardian kalder blandt andet tv-serien "forfærdelig".

- Jeg vidste ikke, at det stadig var muligt at lave fjernsyn så dårligt, skriver anmelderen blandt andet i avisen.

Kim Kardashian spiller i serien en hård skilsmisseadvokat, der kæmper for, at hendes klienter får det, de har krav på.

Noget, hun til det svenske nyhedsbureau TT har påpeget, der adskiller sig markant fra det billede, hun viser i realityserien "The Kardashians".

Kim Kardashian er selv blevet skilt tre gange. Den seneste og mest omtalte skilsmisse var med rapperen Kanye West i 2022.

De tre første afsnit af serien kan ses på streamingtjenesten Disney+.

Læs Mere >>

København, 05/11/2025 - 08:00

FAKTA: Over stok og Steen

* Det tog 13 optagelsesprøver over fem år, før Paprika Steen blev optaget som skuespillerelev ved Odense Teater, hvorfra hun dimitterede i 1992.

* Hun fik sit helt store gennembrud omkring årtusindskiftet i Thomas Vinterbergs "Festen" fra 1998 og Susanne Biers "Den eneste ene" i 1999.

* Paprika Steen er blandt de mest prisbelønnede kvindelige skuespillere i Danmark.

* Hun har blandt andet modtaget fire Robert-priser og fem Bodil-statuetter. Karrierens første modtog hun i 2000 for "Den eneste ene". De seneste fik hun i 2024 for "Toves værelse".

* Ud over at stå foran kameraet instruerer Paprika Steen også. Netop nu er hun biografaktuel med komediedramaet "Det nye år".

* Privat er hun mor til sønnen Otto, som hun har fra ægteskabet med produceren Mikael Rieks, som også har produceret "Det nye år". Mor og søn spillede også mor og søn i dramaet "Applaus" fra 2009.

* Paprika Steen er selv datter af musikeren og pianisten Niels Jørgen Steen og den dansk-amerikanske skuespiller Avi Sagild. Hun er søster til skuespiller, instruktør og musiker Nikolaj Steen.

Kilder: IMDB, Ritzau.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 05/11/2025 - 08:00

FAKTA: Fritidsaktiviteter fylder meget

* En analyse af børns fritidsliv fra Børns Vilkår fra i år har vist, at fritidsaktiviteter er en stor del mange af børns liv.

* For eksempel går 64 procent af børn i 4. klasse både i fritidsklub og til mindst én fritidsaktivitet.

* Fodbold er den mest populære aktivitet blandt drenge, mens gymnastik er mest populær blandt piger.

* Fritidsaktiviteter giver gode fællesskaber. For eksempel har otte ud af ti børn fået nye venner der, og flere føler sig mindre ensomme.

* Men mange børn og unge føler sig samtidig presset over at nå det hele i fritiden, særligt når de når teenagealderen.

Kilde: Børns Vilkår.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 05/11/2025 - 08:00

Let presset på dit barn: Det er okay at vente med fritidsaktiviteter

Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Hvis dit barn siger nej til at gå til noget i sin fritid, behøver det ikke at være et problem. Det kan give plads til mere nærvær, mener familievejleder.

Fritidsaktiviteter kan få børnene væk fra skærmen og give dem et fællesskab.

Men hvad gør du, hvis dit barn ikke vil afsted?

Balancen mellem at skubbe på og samtidig lytte og respektere barnets ønske kan være svær at finde som forælder, forklarer pædagogisk konsulent og familievejleder Christina Abildgaard.

- Jo mere vi presser, jo mere holder barnet fast. Tryk avler modtryk, siger hun og uddyber:

- Derfor er det først og fremmest vigtigt at lytte til sit barn. Det skal være sjovt for barnet, og lysten skal være der. Det nytter ikke noget, at det er forældrenes ambitioner, der skal drive det.

For når barnet nægter at gå ind på fodboldbanen eller ikke vil afsted til spejder, er det, fordi barnet ikke er lige så klar til at gå i gang med den nye fritidsaktivitet, som mor eller far er, lyder det fra Christina Abildgaard.

- Det kan godt være en sorg som forælder, hvis man selv har en stor kærlighed til en bestemt sport. Men det er vigtigt at give barnet plads. Så kan det sagtens være, at barnet selv vælger aktiviteten til, hvis presset forsvinder, siger hun.

Men opgaven kan være svær, påpeger den pædagogiske konsulent.

Som forælder kan du stå i et scenarie, hvor du har betalt et kontingent for et halvt eller et helt år, og så vil barnet ikke afsted.

Her kan det være fint at være vedholdende til en vis grænse, siger Christina Abildgaard.

- Du kan for eksempel sige, at I sammen tager afsted de første fem gange og prøver det af. Så kan barnet selv beslutte, om det vil være med eller kigge på. Og hvis det så stadig ikke fungerer, er det okay at sige fra, foreslår hun.

Det handler om at give barnet nogle rammer, hvor det stadig har noget albuerum og følelsen af at være kaptajn på eget skib, uddyber Christina Abildgaard.

I Danmark har vi udviklet en kultur, hvor det er normalt, at børn skal gå til rigtig meget, siger Janne R. Mortensen. Hun er ekspert i præstationspsykologi og ejer af Mental Motion.

- Allerede fra 0. klasse har børn lange skoledage. Og det betyder, at de ofte er fyldt op, når de kommer fra skole og SFO, siger hun og fortsætter:

- Så hvis barnet ikke vil afsted til en fritidsaktivitet, er det ikke nødvendigvis et udtryk for modstand på den specifikke aktivitet, men mere at der ikke er mere overskud at give af.

Ifølge Janne R. Mortensen er der ingen grund til at forcere, at barnet skal gå til noget, fordi det gør "man" bare.

- Jeg ville ikke være så bange for at vente til, at mit barn var lidt ældre og mere modent til at håndtere flere input på en dag og dermed selv havde lysten eller kunne tage initiativet, siger hun og uddyber:

- Mens børnene er små, skal vi ikke være så bange for at gå imod den kultur, vi har, og sige, at mit barn ikke skal gå til noget, før det selv kan sætte ord på at have lysten, siger Janne R. Mortensen.

Det bakker pædagogisk konsulent og familievejleder Christina Abildgaard op om.

- Jeg synes, at familier skal huske at gå til familie - altså at man som forælder har en bevidsthed om at have kvalitetstid uden skærm og gryder, der skal røres i. Den nære kontakt giver så meget mere end at skulle afsted til svømning og så videre, siger hun.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek