København, 28/06/2025 - 14:23
FCK køber tysk angriber i Dortmund som var med til VM i 2022
20-årige Youssoufa Moukoko kan nu kalde sig FCK-spiller. Han får trøje nummer 9 hos de danske mestre.
Max Ellerbrake/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
FC København har lavet en femårig kontrakt med den tyske angriber Youssoufa Moukoko, som er købt i Borussia Dortmund.
Det skriver FCK på klubbens hjemmeside.
20-årige Moukoko var med i den tyske trup ved VM i 2022, men har de seneste år kæmpet med at leve op til forventningerne. I sidste sæson var han udlejet til franske Nice uden den store succes.
Han er noteret for i alt 99 kampe for Dortmund, hvor det er blevet til 18 mål, og angriberen er i alt noteret for to A-landskampe for Tyskland, skriver FCK.
FCK's sportsdirektør, Sune Smith-Nielsen, kalder det en "meget spændende transfer".
- Youssoufa er en spiller med et enormt potentiale og har allerede en masse erfaring fra allerhøjeste niveau. Han passer perfekt ind i den profil, vi leder efter - ung, sulten og med et højt teknisk niveau, siger Sune Smith-Nielsen til klubbens hjemmeside.
Cheftræner Jacob Neestrup er klar over, at Moukoko vil være under stort pres fra begyndelsen på grund af det cv, spilleren kommer med. For år siden var Moukoko en af de mest ombejlede unge angribere i Europa.
- Moukoko bringer fart, teknik og målfarlighed til vores angreb. Han kommer med en vindervilje og en selvtillidsfyldt attitude, der matcher godt med FC København. Han har bevist sit niveau i Bundesligaen og i europæisk fodbold, siger cheftræneren.
Moukoko ser frem til at komme i gang i den danske hovedstadsklub, som han kender lidt i forvejen.
- Jeg spillede selv mod FC København i Champions League i 2023, og det var en stærk oplevelse, der gjorde et stort indtryk på mig.
- Oplevelsen i Parken var fantastisk, og jeg kunne mærke, at det er en klub med den danske hovedstad bag sig, siger Moukoko, der tilslutter sig FCK's træningslejr i Østrig.
/ritzau/