Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Krim, 26/06/2026 - 13:36

Krim erklærer nødsituation efter ukrainske angreb

Den russisk-annekterede halvø Krim kæmper med brændstofmangel og strømafbrydelser efter ukrainske angreb.

Af: /ritzau/

Myndighederne på den russisk-annekterede Krim-halvø har erklæret en nødsituation på halvøen.

Det oplyser den Moskva-indsatte guvernør, Sergej Aksjonov, skriver nyhedsbureauet AFP.

Nødsituationserklæringen muliggør ifølge guvernøren "en hurtig løsning af opgaver, der har til formål at sikre en stabil drift i alle sektorer", og skal dæmpe konsekvenserne af stigende ukrainske angreb.

Guvernøren uddyber dog ikke, hvad det mere konkret betyder.

Meldingen kommer, mens regionen kæmper med brændstofmangel og strømafbrydelser efter ukrainske angreb mod infrastruktur i det sydlige Rusland, som forsyner halvøen.

Reuters skriver desuden, at både turisme og sommerlejre er blevet aflyst på halvøen, mens alt salg af brændstof er blevet indstillet som følge af angrebene fra Ukraine.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek