Tønder, 20/06/2025 - 14:38
Politiet beslaglægger bus efter påkørsel af lygtepæl og fodgænger
I april var en bus i Tønder involveret i uheld. Chauffør blev sigtet for vanvidskørsel, og bus er beslaglagt.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Tilbage i april påkørte en rutebus i Tønder først en lygtepæl og siden en fodgænger og en scooter.
Politiet blev tilkaldt, og en patrulje kunne konstatere, at chaufførens promille var for høj.
Chaufføren, der havde en promille på over 2,00, blev sigtet for vanvidskørsel, og i juni er bussen blevet beslaglagt med henblik på konfiskation.
Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Hændelsen fandt sted 22. april, og 16. juni har Retten i Sønderborg afsagt en kendelse, der tillader beslaglæggelsen.
JydskeVestkysten, der beskrev hændelsen i april, skriver, at det var en 57-årig buschauffør, der sad bag rattet.
Det var en 17-årig dreng, der sad på den knallert, bussen ramte. Fordi bussen kørte med lav hastighed, slap drengen uden skader.
Men en 16-årig pige, der blev ramt af bussen, måtte på hospitalet med mindre skader.
Det var ifølge JydskeVestkysten en bus fra Sydtrafik, der var involveret i ulykken.
Umove, der står for at køre Sydtrafiks busser, har sagt til mediet, at chaufføren blev bortvist efter hændelsen.
Når der er mistanke om vanvidskørsel, kan politiet beslaglægge køretøjet. Hvis retten efterfølgende beslutter, at køretøjet skal konfiskeres, tilhører det staten og kan sælges på auktion.
Der er en række lovovertrædelser, der betragtes som vanvidskørsel - heriblandt kørsel med en promille på over 2,00 og kørsel med 200 kilometer i timen eller derover.
I Danmark er promillegrænsen for kørsel 0,5.
/ritzau/