København, 14/07/2026 - 21:29
Ulykke spærrede hovedåre - motorcyklist i kritisk tilstand
Et kryds øst for Stege var tirsdag spærret, efter at en bil og en motorcyklist var involveret i en ulykke.
Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En 59-årig mandlig motorcyklist er i kritisk tilstand efter en ulykke i et kryds ved Klintevej øst for Stege.
- Der er sket en ulykke mellem en motorcyklist og en bil i et kryds. Vi er massivt til stede med politi og sundhedspersonale, sagde vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Jannick Hallø kort før klokken 19.00.
Manden er bragt til Rigshospitalet i helikopter, skriver politiet i en senere opdatering på meddelelsestjenesten Politi Update.
Hans pårørende er underrettet.
Politiet modtog anmeldelsen klokken 18.11.
Ulykken er sket i krydset mellem Pollerupvej og Møllevej øst for Stege. Ulykken spærrede krydset, men lidt efter klokken 21.00 er der igen fri passage, skriver politiet på Politi Update.
Efter ulykken blev en bilinspektør tilkaldt, som skulle assistere med undersøgelsen af uheldsstedet.
En bilinspektørs opgave er at undersøge alvorlige trafikulykker.
Bilinspektøren kan blandt andet vurdere, hvor hurtigt der er blevet kørt, eller om der er foretaget opbremsning eller lignende.
RITZAU




