Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 20/08/2026 - 02:40

DFU har ekskluderet 11 medlemmer efter mistanke om infiltration

Medlemmer med tilknytning til russisk-ortodoks kirke var valgt som lokale formænd i DFU. Nu er de ekskluderet.

Af: /ritzau/

Dansk Folkeparti og partiets ungdomsorganisation, DFU, har ekskluderet 11 medlemmer med tilknytning til den russisk-ortodokse kirke i København.

Det oplyser både DF og DFU til Berlingske.

Det skete den 28. maj i år.

To af medlemmerne var forinden blevet valgt som lokalformænd i Øst- og Vestjylland.

Medlemmerne havde ifølge ungdomsformand Mads-Magnus Damm ageret som en gruppe inden for Dansk Folkepartis Ungdom.

- Det var vores opfattelse, at de holdt sammen og afskar sig fra os andre og ligesom infiltrerede foreningen ved at stille op til de her poster, siger han til Berlingske.

Det accepterer Dansk Folkepartis Ungdom ikke, slår han fast.

DF's sekretariats- og organisationschef, Kenneth Kristensen Berth, var i dialog med DFU om eksklusionen af de 11 medlemmer.

Han siger til Berlingske, at Dansk Folkepartis sag ikke "handler om noget med Ukraine, Rusland eller den russisk-ortodokse kirke i København eller Aarhus".

De 11 medlemmer dukkede sammen op til et julemøde i DFU sidste år, oplyser Mads-Magnus Damm.

Under mødet trak gruppen sig fra de andre og udførte det, som han betegner som "et religiøst arrangement af en eller anden art".

Berlingske har talt med flere eksperter, som siger, at den russisk-ortodokse kirke er tæt knyttet til den russiske stat og ofte tjener dens interesser.

RITZAU

TjekDet - faktatjek