Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 31/07/2023 - 08:00

Sarah Grünewald: Livet er en rutsjebanetur med mange nederlag

Tv-værten Sarah Grünewald har ændret på mange vaner inden for de seneste år for at klare livets op- og nedture. Det kræver nemlig, at hun er mentalt stærk.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: Af Laura Pretzmann, Ritzau Fokus

Tv-værten Sarah Grünewald vil være den bedste version af sig selv. Derfor har hun valgt at skrue ned for alkoholen og op for træningen.

På den måde oplever hun nemlig, at hun også træner sit sind.

- Vi bilder os selv ind, at vi træner for at få en bedre krop, og vi vil gerne fremstå fine i en bikini. Men jeg tror, det er meget vigtigt at forstå, at jo stærkere man er fysisk, jo stærkere er man også mentalt.

- Livet er en rutsjebanetur, hvor der kommer mange nederlag, og det kræver, at jeg skal være mentalt stærk. Det kan jeg ikke være, hvis jeg ikke gør noget fysisk, fortæller Sarah Grünewald.

Men selv om hun gerne vil holde sig i god form, kræver det en del at komme ud ad døren, hvis hun har en dag, hvor hun bare ikke orker.

- Hver gang jeg bliver doven, hver gang jeg er træt, og hver gang jeg føler, at jeg ikke kan noget, så er det min krop, der beder mig om at blive stærkere.

- Derfor bliver jeg nødt til at finde nogle kræfter og komme ud at bevæge mig, siger Vild med dans-værten.

Hun var for nylig på Roskilde Festival med sin søn, Luis, og selv om hun har ændret på mange vaner - eksempelvis ved ikke at drikke alkohol på festivalen - så har hun ikke ændret på sine madvaner.

- Jeg gør virkelig meget for at være en bedre udgave af mig selv. Men jeg er ikke frelst på nogen måde, siger hun.

- Jeg har spist mindst fire bakker pomfritter på Roskilde Festival. Og jeg spiser med glæde en cheeseburger om morgenen. Det er ikke det. Men jeg har bare brug for at holde mig i god form og have et godt sind, fortæller Sarah Grünewald.

Og det kan ses på humøret, hvis hun ikke har været forbi træningscenteret.

- Når man træner meget, så kan man lynhurtigt mærke, når man ikke gør det. Og så er man bare ikke så glad. Og jeg vil bare gerne være glad, lyder det fra Sarah Grünewald.

Tv-værten er tilbage på skærmen igen til efteråret, hvor hun skal være vært på den 20. sæson af "Vild med dans" sammen med medværten Martin Johannes Larsen.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek