København, 23/02/2026 - 13:21
Regeringen vil bruge 15 milliarder kroner på kystbeskyttelse
Der skal blandt andet bygges diger og højvandsmure, som kan sikre kystbyer mod eksempelvis stormfloder.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Store mængder vand i sommerhuse, ødelagte veje og oversvømmelser i kystbyerne. En stormflod kan forårsage store skader, og Danmark skal være bedre rustet til eksempelvis stormfloder i fremtiden.
Derfor vil regeringen afsætte knap 15 milliarder kroner fra 2029-2040 til kystbeskyttelse. Det præcise beløb er 14,9 milliarder kroner.
Det fremgår af udspil til ny klimatilpasningsplan.
- Med denne plan beskytter vi jeres hjem, jeres virksomheder, de værdier, der ligger langs Danmarks kyster, siger miljøminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde.
Pengene skal blandt andet gå til at bygge diger, højvandsmure samt en anden form for beskyttelse ved kyster, hvor der er "en væsentlig risiko for oversvømmelse i hele Danmark".
Det er uvist, hvordan regeringen vil finansiere sit udspil. Det vil fremgå af regeringens økonomiske 2035-plan, lyder det fra Heunicke. Den ventes at blive præsenteret inden længe.
- Det er nødvendigt, at vi tager et langt større ansvar fra statens side, siger Heunicke.
Klart står det dog, at staten vil finansiere 85 procent af anlægsudgifterne, mens kommunerne skal stå for de resterende 15 procent.
Der vil dog være undtagelser, siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M). Som et eksempel peger han på Kerteminde Kommune, som er ekstra udsat, og som derfor vil få en større hjælp økonomisk fra staten.
Heunicke siger, at han vil indkalde Folketingets partier til forhandlinger for at nå en aftale.
I 2023 præsenterede regeringen en første klimatilpasningsplan, hvor der var afsat 1,3 milliarder kroner til at "sikre vores kyster, byer, boliger og infrastruktur".
/ritzau/




