Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 04/08/2026 - 13:34

Københavns Kommune er færdig med bekæmpelse af udskældt larve

Der er risiko for, at egeprocessionsspindere dukker op flere steder i København, men for nu menes de fjernet.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Arbejdet med at bekæmpe egeprocessionsspinderen på kommunale arealer ved Artillerivej på Amager er slut.

Det skriver Københavns Kommunes Klima-, Miljø- og Teknikforvaltning i en pressemeddelelse.

Egeprocessionsspinderen blev første gang lokaliseret ved Artillerivej i starten af juli.

Siden har forvaltningen arbejdet på at kortlægge, hvor larven har spredt sig til, og fjerne både larver og reder med hjælp fra et eksternt firma.

Vurderingen er nu, at man er nået igennem de steder, hvor larven indtil videre er blevet lokaliseret.

Der er dog risiko for, at larven dukker op på nye lokationer i København, lyder det.

Egeprocessionsspinderen har skabt problemer flere steder i landet hen over sommeren.

Indtil videre er larven fundet i Odense, Kerteminde, Nyborg, Morsø, Herning, på Amager og Nordfyn.

En enkelt larve har omkring 60.000 brandhår, der kan forårsage kraftig kløe, hududslæt, øjenirritation, luftvejsproblemer og i sjældne tilfælde alvorlige allergiske reaktioner.

Det er skadedyrsbekæmpere fra Rentokil Skadedyrskontrol, der de seneste uger har arbejdet på at fjerne larverne fra området ved Artillerivej, som ligger i udkanten af Amager Fælled.

Det har de gjort med en støvsuger med teleskoprør og et særligt filter for enden, har teknisk chef hos Rentokil Skadedyrskontrol Claus Schultz tidligere fortalt.

Skulle der dukke larver op flere steder i København, er Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen klar til at genoptage arbejdet.

Man er ligeledes klar til at reagere på henvendelser og tip fra borgere, som mener at have set egeprocessionsspinderen, lyder det.

Hvis man finder larven på sin egen grund, skal man selv kontakte en skadedyrsbekæmper.

RITZAU

TjekDet - faktatjek