Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Wien, 24/10/2024 - 21:36

Frihedspartiet indtager formandsstolen i Østrigs parlament

Jøder og grønne er imod valget af kandidat fra FPÖ, der for første gang sætter sig i magtfuldt embede.

Lisa Leutner/Reuters

Af: /ritzau/dpa

Østrigs underhus har torsdag valgt en politiker fra Frihedspartiet (FPÖ) som formand for parlamentet.

Det er første gang, at en politiker fra det højreorienterede parti indtager Østrigs næstmest magtfulde embede efter kanslerposten.

Det skriver nyhedsbureauet dpa.

100 af de 183 medlemmer af underhuset stemte for den 62-årige Walter Rosenkranz.

Samtlige medlemmer af partiet De Grønne stemte imod ham. Det samme gjorde medlemmer af andre partier.

De Grønnes leder, Werner Kogler, peger på, at FPÖ er imod EU. Efter hans mening har Rosenkranz og det øvrige parti ikke i tilstrækkelig grad taget afstand fra det yderste højre i Østrig.

- Denne republik har fortjent noget andet og noget bedre, siger han.

For knap fire uger siden blev FPÖ det største parti ved parlamentsvalget i Østrig.

Men landets øvrige partier har afvist at samarbejde med partiet, særligt så længe det er under ledelse af Herbert Kickl.

Fredag skal det konservative ÖVP og det socialdemokratiske SPÖ forhandle om en mulig regeringskoalition.

De blev henholdsvis nummer to og tre ved valget i september.

Jødiske organisationer i Østrig er dybt skeptiske over for Rosenkranz, som siden 1981 har været medlem af studentersammenslutningen Libertas.

I Libertas' oprindelige regler fandtes en paragraf - der går helt tilbage til 1878 - om, at det skulle være forbudt at lade jøder integreres i samfundet.

Kritikere af FPÖ har beskyldt Rosenkranz for at udgøre en trussel mod Østrigs jødiske mindretal.

I en tale, efter at parlamentet torsdag havde valgt ham som formand, afviser han disse "løgne" og lover at fortsætte kampen mod antisemitisme.

/ritzau/dpa

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek