København, 24/05/2025 - 10:09
Børn anbringes senere på trods af politiske mål
Trods aftale om tidlige anbringelser bliver børn anbragt senere, og forskellen mellem kommuner er markant.
Af: /ritzau/
Børn i Danmark anbringes i dag senere end tidligere år, selv om der er bred politisk enighed og en aftale om, at anbringelser skal ske tidligere.
En ny analyse fra tænketanken Kraka viser, at gennemsnitsalderen for anbragte børn på fem år er steget med knap fire måneder til 11,5 år i 2023.
Tallene overrasker seniorøkonom Thomas Wilken fra Kraka.
- Både på grund af det store politiske fokus de seneste år, men også fordi andelen af tvangsanbringelser, som typisk sker blandt yngre børn, er steget markant siden 2011 og frem til i dag, siger Thomas Wilken i en pressemeddelelse.
Et bredt flertal i Folketinget vedtog i 2021 en aftale, der blandt andet skal sikre, at udsatte børn får den rette hjælp og får den tidligere end i dag.
Der er store forskelle mellem kommunerne.
I de ti kommuner, der anbringer børn tidligst, er gennemsnitsalderen ved første anbringelse 9,4 år. I de ti kommuner, der anbringer senest, er gennemsnitsalderen 13,3 år. Det er en forskel på næsten fire år.
Når der tages højde for børnenes socioøkonomiske baggrund og alderssammensætningen i kommunerne, er forskellen stadig 2,7 år.
- Forskellene er så store, at det kalder på en nærmere undersøgelse af kommunernes praksis, siger Thomas Wilken.
Ved udgangen af 2023 var der omkring 13.900 anbragte børn i Danmark, svarende til 1,2 procent af alle børn mellem 0 og 17 år.
Andelen har ligget stabilt i flere år.
Kraka understreger, at forskellene mellem kommunerne kan skyldes forskellige faglige vurderinger. Men analysen peger ifølge tænketanken på, at variationen er så stor, at der kan være tale om forskelle i kommunal praksis.
/ritzau/