Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Luxor, 05/10/2025 - 01:28

Egypten åbner faraos grav for offentligheden

Myndigheder i Egypten viste lørdag Farao Amenhotep III's grav - som er mere end 3000 år gammel - frem.

Amr Nabil/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Farao Amenhotep III's grav i Egypten er lørdag blevet åbnet for offentligheden, efter at den i flere år er blevet istandsat.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Det var Sherif Fathy, som er Egyptens minister for turisme, som for pressen løftede sløret for den renoverede grav, som er mere end 3000 år gammel.

Mohamed Ismail Khaled, som er leder af Egyptens øverste råd for oldtiden, sagde, at istandsættelsen involverede mere end to årtiers "utroligt delikat arbejde", fordi graven var i alvorligt forfald.

Journalister blev lørdag ledt gennem det store rum, hvor der er vægmalerier fra gulv til loft. I midten står faraoens sarkofag, som er lavet af granit, og som ligesom resten af tingene i graven er for tung til, at den kan flyttes derfra.

Graven blev første gang dokumenteret i 1799. Efter en periode med udgravninger og plyndringer, der efterlod graven med skader, er den blevet restaureret med støtte fra Japans regering og Unesco, som er FN's organisation for uddannelse, videnskab og kultur.

Graven er hugget ind i bjergsiden ved Nilens vestbred - overfor byen Luxor - og den er ifølge Japans Unesco-mission dekoreret med vægmalerier, der er blandt de mest bemærkelsesværdige i grave fra det 18. dynasti.

Flere end 260 specialister, heriblandt forskere og teknikere, har bidraget til arbejdet med istandsættelsen af graven. Den var tidligere i fare for at kollapse, skriver AFP.

Nuria Sanz, som er regional Unesco-direktør, sagde lørdag, at der med restaureringen er tale om det højeste internationale niveau af bevaringsarbejde.

Farao Amenhotep III overtog som teenager tronen og regerede i omkring fire årtier, inden han døde i 1349 før Kristus i en alder af 50 år.

Han blev begravet i den berømte Thebanske Nekropolis, hvor oldtidens egyptiske konger, dronninger og præster blev begravet.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek