Odense, 29/04/2026 - 20:05
Politi advarer om brug af ukrudtsbrændere
14 brande i april skyldes ukrudtsbrændere - heraf er fire opstået i løbet af onsdagen, oplyser Fyns Politi.
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Alene onsdag har Fyns Politi måttet rykke ud til fire brande forårsaget af uforsigtig brug af ukrudtsbrændere.
Det får nu kredsen til at udsende en advarsel.
Ifølge Fyns Politi har man med onsdagens fire brande måttet rykke ud til 14 brande forårsaget af ukrudtsbrændere i april måned.
- Det er tørt derude, så vær varsom med åben ild, lyder det fra myndighederne på meddelelsestjenesten Politi Update onsdag aften.
- Så ulejliger I heller ikke de gode kræfter i beredskabet mere end højst nødvendigt. Vi kvitterer igen med en sigtelse for overtrædelse af beredskabsloven, tilføjer Fyns Politi i opslaget.
Brug af ukrudtsbrænder er reguleret i beredskabsloven.
I paragraf 71 fremgår det blandt andet, at det er strafbart ikke at udvise tilbørlig forsigtighed med ild, lys, tændstikker, aske, brandfarlige stoffer og hvad der i øvrigt kan fremkalde eller befordre brand.
Af bestemmelsen fremgår det, at bødestraffen takseres til 1500 kroner "i tilfælde, hvor der kun er forvoldt mindre skader" og til 3000 kroner "ved større skader".
- Bødepåstanden bør forhøjes, når der er forvoldt større skader, og fastsættes under hensyn til skadernes omfang, tilføjes det i bestemmelsen.
Ifølge Beredskabsstyrelsen forårsager uforsigtig brug af ukrudtsbrændere årligt flere end 375 brande.
Derfor skal man sørge for at have slukningsudstyr i nærheden - det kan være en spand vand, en haveslange eller en pulverslukker - hvis man fjerner ukrudt med en brænder.
Man opfordres desuden til at tjekke de behandlede områder "et par gange, når du er færdig med arbejdet", lyder det fra Beredskabsstyrelsen.
Ens respektive kommune kan fastsætte regler, der forbyder eller begrænser brug af ild i eksempelvis tørre perioder.
Derudover bør man ikke tænde for sin ukrudtsbrænder, hvis det blæser.
/ritzau/




