Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Holstebro, 26/07/2026 - 11:44

To biler i alvorlig trafikulykke ved Holstebro

Et trafikkryds i Måbjerg nord for Holstebro ventes at være spærret i flere timer som følge af alvorlig ulykke.

Af: /ritzau/

Der er søndag formiddag sket en alvorlig trafikulykke i Måbjerg nord for Holstebro.

Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi på meddelelsestjenesten Politi Update.

To personbiler er involveret, oplyser vagtchef Gorm Lauridsen, der ved 11.30-tiden ikke vil sige noget om eventuel tilskadekomst.

- Vi er ved at danne os et overblik over situationen, siger han.

Både politiet og andre beredskaber er på stedet. TV Midtvest har en reporter i området, og regionalmediet skriver, at der både er politi, ambulancer og brandbiler, og at en lægehelikopter er fløjet fra ulykkesstedet.

Ulykken har fundet sted i krydset Struer Landevej/Nordre Ringvej, og krydset vil være spærret i flere timer, siger vagtchefen kort før middag.

Trafikanter bedes søge uden om området via andre veje.

En bilinspektør er blevet tilkaldt til stedet. Det er almindeligt i forbindelse med alvorlige trafikulykker.

Bilinspektøren kan blandt andet vurdere, hvor hurtigt der er blevet kørt, eller om der er foretaget opbremsning eller lignende.

RITZAU

TjekDet - faktatjek