Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Paris, 03/02/2023 - 21:52

Iransk filminstruktør og vinder af Guldbjørn er løsladt i Iran

Jafar Panahi er løsladt fra Evin-fængslet i Teheran efter sultestrejke, oplyser menneskerettighedsgruppe.

Stringer/Reuters

Af: /ritzau/

Den internationalt anerkendte iranske filminstruktør Jafar Panahi er blevet løsladt mod kaution efter syv måneder i fængsel i Iran.

Det oplyser den iransk-amerikanske menneskerettighedsgruppe CHRI ifølge AFP.

Løsladelsen kommer, efter han havde indledt en sultestrejke.

62-årige Panahi har modtaget en række internationale priser for sine film. Heriblandt Guldbjørnen i Berlin i 2015 for sin film "Taxi Teheran".

Han regnes for at være et af sit lands førende kulturpersonligheder og en torn i øjet på landets religiøse ledere.

Han blev i sommeren sidste år sat til at afsone en gammel dom på seks års fængsel for antistatslig virksomhed ifølge det danske filmmagasin Ekko.

Det var inden, at landsomfattende protester brød ud i Iran efter en ung iransk-kurdisk kvinde døde i september. Ifølge hendes familie døde hun efter at være mishandlet af regimets moralpoliti.

CHRI skriver på Twitter, at Panahi er blevet løsladt fra det berygtede fængsel Evin i Teheran, "to dage efter han indledte en sultestrejke for at få sin frihed".

Avisen Shargh i Iran har publiceret et billede af Panahi, der mødes med jubel og omfavnelser af sine tilhængere efter sin frigivelse.

To af hans film er tilgængelige på filmstriben.dk, som administreres af de danske biblioteker.

Det er "Taxi Teheran" og filmen "Tre Kvinder".

Lederen for Cannes filmfestival, Thierry Frémaux, udtrykker "stor lettelse" over nyheden om Panahis løsladelse.

- Vi glemmer ikke alle de, i Iran og rundt om i verden, som udsættes for vold og undertrykkelse. Cannes Film Festival vil altid stå ved kunstnernes side fra hele verden i forsvaret for frihed, siger han til AFP.

Panahi modtog i 2018 Cannesprisen for bedste manuskript til "Tre Kvinder". Han vandt Guldløven for bedste film ved filmfestivalen i Venedig i 2000 for "Cirklen".

Hans film kredser ofte om kvinders rolle og placering i det iranske samfund.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek