Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 10/12/2023 - 08:00

Birthe Kjærs jyske jul: Nu har jeg masser af tid

Birthe Kjær husker barndommens utålmodighed op til, at gaver skulle gives. Den største gave, hun fik som barn, er en dukke med hår fra hendes mors kusine.

Af: Af Amalie Dinesen, Ritzau Fokus

Planen er lagt, når Birthe Kjær drager mod Jylland for at holde jul med familien.

- Vi holder jul traditionelt, sådan som vi altid har gjort. Også når det kommer til at pakke gaver op, få mandlen og julemiddagen, siger Birthe Kjær, der både får and og flæskesteg juleaften.

Den 75-årige dansktopsangerinde har mange juleminder at huske tilbage på, og flere af dem smelter sammen. Der er dog én tid, som var noget helt særligt.

- Det var selvfølgelig skønt, da jeg havde mine forældre, men det er jo mange år siden, at jeg mistede dem, siger hun og tilføjer:

- Nu er der kommet en masse dejlige børn til i stedet.

Juleaften holder sangerinden med sin søster og svoger, hvor der er børn i alle aldre. De små får et par pakker juleaftensdag, så de har lidt at beskæftige sig med, imens de venter.

Birthe Kjær husker den utålmodighed, man kan have som barn.

- Det var frygtelig lang tid, at jeg skulle sidde og vente på, at der blev taget af bordet og vasket op, før vi endelig kunne komme ind til træet, siger hun.

Særligt en gave fra sangerindens barndom har stor betydning. Det er en dukke med "rigtigt hår", hvilket ikke var helt almindeligt i 50'erne.

- Det var min mors kusines hestehale, der var blevet lavet om til at sidde på en dukke. Og den har jeg endnu, siger hun med et smil.

Sidste jul turnerede Birthe Kjær landet rundt med sit julealbum. Men i år skal sangerinden holde fri.

- Nu har jeg masser af tid, hvor jeg skal invitere venner og gøre alt det, som jeg ikke fik tid til sidste år, og som jeg heller ikke får tid til næste år, siger Birthe Kjær.

Næste år skal sangerinden tilbage på musicalscenen, som hun sidst betrådte i 2010. Hun er en del af holdet på den nye musical "Tinkas juleeventyr" med sange af Burhan G og Sarah West.

Birthe Kjær skal spille farmor, hvilket er en rolle, som hun godt kan identificere sig med.

- Den hyggelige farmor, der elsker jul, hygge og klippe klister, fortæller sangerinden.

Musicalen har premiere den 21. november 2024 i Glassalen i Tivoli i København.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek