Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 30/03/2024 - 08:00

Dansk stjerneskud: Tror aldrig jeg bliver voksen

Fremadstormende Flora Ofelia Hofmann Lindahl, der snart kan ses i "Birthday Girl", har stået på egne ben fra en tidlig alder i jagten på skuespillerdrømmen.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: Af Thit Lund Bording, Ritzau Fokus

Den fremadstormende skuespiller Flora Ofelia Hofmann Lindahl lever allerede et meget voksent liv trods sin unge alder.

Hun er kun 18 år, men hun har allerede boet i sin egen lejlighed i to års tid.

Da hun flyttede hjemmefra og fik overrakt nøglerne til sin nye bolig, følte hun sig med egne ord meget stor.

- Jeg kan huske, jeg tænkte: "Nu er jeg voksen". Men det er jeg jo overhovedet ikke, griner hun og fortsætter:

- Jeg tror faktisk aldrig, at jeg bliver voksen. Jeg har et barn gemt inde i mig, som jeg tror bliver boende i meget, meget lang tid, siger Flora Ofelia Hofmann Lindahl, der fra 4. april er biografaktuel i "Birthday Girl".

I dramafilmen spiller hun teenagedatteren Cille, der fejrer sin 18-års fødselsdag på krydstogt til Bahamas med en veninde og sin mor, spillet af Trine Dyrholm. Den første aften bliver Cille voldtaget, men ude på det åbne hav er det op til kvinderne selv at få retfærdighed.

I en alder af 18 år har Flora Ofelia Hofmann Lindahl lavet flere film og serier, der ikke er for børn.

Og for de præstationer har hun opnået anerkendelse, som mange skuespillere kun kan drømme om.

Hun fik sit gennembrud i en alder af 15 år i DR-dramaet "Ulven kommer", som hun fik tildelt en Robert-pris for - som den yngste nogensinde.

Ligeledes modtog hun sammen med den Oscar-vindende verdensstjerne Jessica Chastain en pris for Bedste Hovedrolle som bare 16-årig ved den internationale filmfestival i San Sebastián i 2021 for periodedramaet "Du som er i himlen".

Kometkarrieren er ikke kommet uden omkostninger.

Samtidig med optagelserne har Flora Ofelia Hofmann Lindahl knoklet for at færdiggøre en ungdomsuddannelse.

Efter niende klasse begyndte hun i gymnasiet, men hun måtte droppe ud, da hun havde for meget fravær.

Men til sommer kan Flora Ofelia Hofmann Lindahl langt om længe afslutte sin HF.

- Det er ikke det nemmeste at balancere mellem to verdener på samme tid, siger Flora Ofelia Hofmann Lindahl.

- En ting er at have tid til det hele - en anden er at have overskud, fordi det er så krævende at være afsted på optagelse. Så det har været svært og har haft nogle omkostninger - både socialt og fagligt. Jeg er gået glip af rigtig, rigtig mange ting, siger hun.

Hun har måttet droppe afleveringer og melde afbud til fester og aftaler.

- Men til gengæld har jeg jo lært noget andet, som man på ingen måde kan lære i skolen, lyder det fra Flora Ofelia Hofmann Lindahl.

- Så jeg ville ikke have været det foruden, for det har givet mig så sindssygt meget, siger hun.

Oplevelserne har også gjort hende meget ansvarsbevidst.

- Jeg er blevet enormt selvstændig, men jeg har også lært, hvordan man arbejder sammen om noget med andre, siger Flora Ofelia Hofmann Lindahl og fortsætter:

- Det har virkelig modnet mig på den front, men jeg er også gået glip af nogle ting og er bagud på nogle andre. Så jeg har helt klart været et barn i en voksenverden.

Flora Ofelia Hofmann Lindahl har stået på egne ben fra en tidlig alder - også tidligere end andre måske ville gøre, mener hun.

Allerede da hun optog "Ulven kommer" som 14-årig, boede hun uden sine forældre i ti måneder.

Så da det kom til, at hun skulle flytte i en lejlighed for sig selv, faldt det hende meget naturligt at flyve fra reden.

- Jeg var ligesom vant til at være væk og på egen hånd. Og min familie var også vant til, at jeg ikke var hjemme. Så på den måde var jeg nok rimelig klar, siger hun.

Som de fleste andre forældre syntes hendes mor og far, at det var forfærdeligt, da hun pakkede sit værelse ned og satte kursen mod København fra Bisserup.

- Men det var ikke, fordi det var rent oprør, eller at jeg havde bestemt meget lyst til at løsrive mig, understreger Flora Ofelia Hofmann Lindahl.

Selv om det har været en omvæltning for alvor at flytte hjemmefra, ser hun en positiv udvikling i forholdet til sine forældre.

- Måske er det egentlig meget godt at komme lidt væk fra hinanden. Jeg fik følelsen af faktisk at savne dem af ikke at se dem så ofte. Jeg tror helt klart, at der er noget sundt i det. Jeg synes kun, at vores forhold er blevet stærkere, siger hun og fortsætter:

- Det har helt klart også gjort, at jeg sætter mere pris på dem. Jeg tror lidt, at man glemmer at være taknemmelig for alt det, de gør for en, når man bor hjemme - det er i hvert fald først noget, jeg har fundet ud af, som jeg er blevet ældre og er flyttet ud.

Faktisk har hendes forældre været med på sidelinjen, lige siden hun kom i rampelyset.

Som niårig vandt Flora Ofelia Hofmann Lindahl børnenes melodigrandprix, MGP, og blev fra den ene dag til den anden landskendt.

- De har bare støttet mig hele vejen igennem og været meget opmærksomme på, hvad jeg egentlig havde lyst til, kunne overskue og syntes, der var sjovt, siger hun.

Dengang var det ikke livet som skuespiller, Flora Ofelia Hofmann Lindahl drømte om.

- Jeg har altid godt kunne lide at optræde og klæde mig ud, men jeg vidste ikke, at det skulle blive til det, det er nu, griner hun.

- Det var ikke en barnedrøm, jeg havde, siger hun videre.

Men hun fik øjnene op for skuespillet, efter at hun som 11-årig blev opdaget af en caster til en hovedrolle i familiefilmen "Landet af glas".

- Der kunne jeg mærke, at der var noget, der sagde klik. Da vi lavede filmen, mærkede jeg, at jeg havde fundet noget, der gav virkelig meget mening, fortæller hun.

I dag er Flora Ofelia Hofmann Lindahl ikke i tvivl om, hvilke drømme hun har for fremtiden.

- Jeg håber virkelig, at jeg kan få lov at blive ved med at arbejde som skuespiller, for det gør mig til et meget lykkeligt menneske, siger hun og fortsætter:

- Men vigtigst af alt vil jeg gerne passe på mig selv og have det godt i det, jeg laver.

"Birthday Girl" har dansk premiere 4. april.

/ritzau/

Los Angeles, 03/12/2025 - 22:26

Læge får fængsel for at levere ketamin til Matthew Perry

Robyn Beck/Ritzau Scanpix

I alt menes fem personer at have været involveret i "Venner"-stjernen Matthew Perrys død.

En læge, som har erkendt at have forsynet skuespiller Matthew Perry med stoffet ketamin, er onsdag blevet idømt to et halvt års fængsel.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Lægen Salvador Plasencia er den første af de i alt fem personer, som er blevet dømt i forbindelse med skuespillerens død, der modtager sin straf. Det skriver ABC News.

54-årige Matthew Perry, der er kendt for sin rolle som Chandler Bing i tv-serien "Venner", døde i oktober 2023.

Han druknede i sit badekar efter at have mistet bevidstheden som følge af blandt andet at have indtaget ketamin.

ABC News skriver, at anklagemyndigheden i sagen krævede en straf på tre års fængsel til lægen.

Hvis sagen var endt i retten uden en tilståelse, kunne han have fået op til 40 års fængsel ifølge Reuters.

Anklageren har blandt andet argumenteret for, at lægen ville forsøge at udnytte "Perrys medicinske svaghed" for at tjene penge ifølge mediet.

Plascencia erkendte i sommer sin rolle i Matthew Perrys død.

Da han tilstod, fortalte han, at han havde injiceret Perry med ketamin i ugerne op til skuespillerens død.

Det skulle være foregået både i Perrys hjem og på en parkeringsplads i Santa Monica og uden nogen medicinske årsager til det.

Ketamin er et hallucinogent og smertestillende stof, der hovedsageligt anvendes som bedøvelse til større dyr i forbindelse med en operation.

Det kan også bruges som medicin til mennesker til behandling af akutte, stærke smerter.

De øvrige resterende personer, som er anklaget i sagen, har ligeledes erkendt.

Lægen Mark Chavez får udmålt sin fængselsstraf senere i december, skriver ABC News.

Kenneth Iwamasa, som var personlig assistent for Matthew Perry, ventes at modtage sin straf i januar.

Det samme gælder for Erik Fleming, som var med til at distribuere ketamin til Matthew Perry.

Den sidste strafudmåling i sagen ventes at komme i februar næste år, hvor Jasveen Sangha, som angiveligt har solgt stoffer til flere rige og berømte, efter planen får sin straf ifølge ABC News.

/ritzau/

Læs Mere >>

Los Angeles, 03/12/2025 - 22:12

Læge får fængsel for at levere ketamin til Matthew Perry

Robyn Beck/Ritzau Scanpix

I alt menes fem personer at have været involveret i "Venner"-stjernen Matthew Perrys død.

En læge, som har erkendt at have forsynet skuespiller Matthew Perry med stoffet ketamin, er onsdag blevet idømt to et halvt års fængsel.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Lægen Salvador Plasencia er den første af de i alt fem personer, som er blevet dømt i forbindelse med skuespillerens død, der modtager sin straf. Det skriver ABC News.

54-årige Matthew Perry, der er kendt for sin rolle som Chandler Bing i tv-serien "Venner", døde i oktober 2023.

Han druknede i sit badekar efter at have mistet bevidstheden som følge af blandt andet at have indtaget ketamin.

ABC News skriver, at anklagemyndigheden i sagen krævede en straf på tre års fængsel til lægen.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 04/12/2025 - 10:00

FAKTA: Imprægnering kan indeholde PFAS

* Forskellige former for imprægneringsmidler kan indeholde problematiske fluorstoffer, som ofte beskrives ved betegnelsen PFAS.

* PFAS er kendt for deres holdbarhed og evne til at modstå nedbrydning, hvilket giver dit tøj, dine møbler og sko en vand- og smudsafvisende effekt.

* Af samme grund er stofferne også problematiske for miljøet og din sundhed. Og fra 2026 bliver det forbudt at bruge PFAS i imprægneringsmidler i Danmark. 

* Du kan blive udsat for stofferne ved, at du indånder imprægneringsmidlerne, men også gennem efterfølgende kontakt med din jakke eller det møbel, du har imprægneret. 

* Derfor kan det være en god idé at imprægnere udendørs og lade støvlerne, jakken eller lænestolen dampe af, inden du tager det i brug. 

* Du kan også finde imprægnering helt uden de problematiske stoffer. Du kan vælge imprægnering, der er baseret på en blanding af voks og paraffin. Og til dine lædersko eller din lædersofa kan læderfedt være et godt alternativ. 

* Der er dog ingen grund til panik, hvis du allerede har brugt en imprægneringsspray med PFAS. Selv om der er stort fokus på det problematiske stof, handler det i højere grad om den samlede frigivelse til naturen. 

Kilde: Forbrugerrådet Tænk. 

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 04/12/2025 - 10:00

Forlæng levetiden for dit vintertøj på et par minutter

Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Det kan være frustrerende at opdage, at jakken er utæt, eller at støvlerne tager vand ind. Imprægnering kan hjælpe dit overtøj med at modstå sæsonens våde vejr.

Regn, slud og sjap slider på dit overtøj, men imprægnering er med til at sikre, at det holder sæson efter sæson.

Det fortæller Andreas Schmidt Østergaard, der er Head of E-Commerce hos virksomheden GrejFreak, som primært sælger udstyr til udendørslivet.

Når du imprægnerer dine tekstiler, skaber du en hinde, der afviser vand og skidt.

På den måde beskytter du den såkaldte membran, der sikrer åndbarhed og fungerer som en barriere mellem kroppen og vejret.

- Membranen ligger som et tyndt lag inde i konstruktionen i vandtætte støvler, jakker eller bukser og holder vand ude og sørger for, at fugt indefra kan slippe ud.

- Når ydersiden mister sin imprægnering, bliver membranen hurtigere gennemblødt, og dens åndbarhed hæmmes, siger Andreas Schmidt Østergaard.

Der findes flere forskellige imprægneringsmidler - en flydende, der vaskes helt ind i fibrene af dine tekstiler, og en spray, der danner et udvendigt skjold.

Den flydende slags hældes i sæbedispenseren på din vaskemaskine, så det kræver, at tøjet tåler den våde snurretur.

Denne type imprægnering virker bedst på vandafvisende produkter. Mange flyverdragter til børn og tykke vinterjakker finder du i denne kategori.

Hvis du imprægnerer vandtætte materialer med en membran, fungerer det derimod bedst med en spray, forklarer Andreas Schmidt Østergaard.

Det skyldes, at imprægneringen kun skal ligge på ydersiden og danne en vandafvisende overflade, som hjælper stoffets membran med at ånde.

- Jeg hænger min regnjakke op på en bøjle i brusekabinen, sprayer et jævnt lag på ydersiden, lader det trænge ind et øjeblik og tørrer det overskydende af, siger han.

Det tager kun et par minutter, men det kan forlænge levetiden på din yndlingsjakke markant, pointerer Andreas Schmidt Østergaard.

Når du vælger en imprægneringsspray, skal du være opmærksom på, at nogle af dem indeholder problematiske stoffer som PFAS - også kaldet fluorstoffer - der kan skade både miljøet og din sundhed.

Dem skal du ifølge Forbrugerrådet Tænk bruge udendørs, hvor imprægneringen også skal have lov dampe af.

Hvis det ikke kan lade sig gøre, kan du gøre det indendørs under kraftig udluftning.

Den hinde, som imprægneringen skaber, bliver slidt af efterhånden, så processen skal gentages efter en rum tid.

Hvornår og hvor ofte du bør imprægnere overtøjet, afhænger af hvor meget du bruger og vasker det.

- Med udgangspunkt i mig selv er det som regel nok med en gang per vintersæson.

- Men jeg kunne forestille mig, at en flyverdragt til børn skal imprægneres oftere, fordi den bliver mere beskidt og vaskes mere, siger Andreas Schmidt Østergaard.

Bruger du den samme jakke hele året, kan du med fordel imprægnere den et sted mellem to og tre gange årligt.

Andreas Schmidt Østergaard pointerer, at der findes mange forskellige imprægneringsmidler.

Så hold for øje, hvilken type imprægnering der passer bedst til den genstand, du vil give ekstra beskyttelse.

Er du i tvivl, så henvend dig til din lokale forhandler, så kan de vejlede dig i, hvilken imprægnering og metode der egner sig bedst.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek